Sébastien Ogier ligner mere og mere en vinder i Rallye Monte-Carlo. Franskmanden der kommer fra Gap-området, hvor rallyets første dag blev afviklet, kunne på fredagens tredje prøve smutte forbi en ellers imponerende Bryan Bouffier, der spandt og måtte have hjælp for at komme tilbage på vejen.

Ogier havde allerede sat sig igennem på dagens første prøve, Vitrolles på massive 49 kilometer. Bouffier tog kampen op på anden prøve og var hurtigst, men føringen holdt som bekendt ikke.

SS8 havde dog mere drama end mellem Ogier og Bouffier. Et crash blev kun undveget efter målstregen, da Mads Østberg kørte ud i en mark og undgik dermed at køre ind i flere konkurrenter i en noget kaotisk afslutning.

Bouffier er fortsat toer, men Ogier har nu en buffer på 51 sekunder, inden det fortsætter lørdag med blandt andet turen over Col de Turini. Kris Meeke kører sikkert på tredjepladsen, som han har arvet fra Robert Kubica, der spektakulært stod af på SS9, da han kørte for hurtigt i et isglat sving og endte i en bro.

Mads Østberg overnatter på fjerdepladsen foran Jari-Matti Latvala, der med hurtigste tid på Sisteron-Thoard-prøven satte sig igennem og tog femtepladsen. Finnen var dog uheldig på SS9 med en punktering, der satte VW-køreren yderligere tilbage.

Elfyn Evans, Mikko Hirvonen og Andreas Mikkelsen runder top otte af.

Se videoresume af prøverne 7-8 her.

Se videoresume af prøverne 10-11 her.