Finanskrisen må så småt synge på sidste vers rundt om hos motorcykelproducenterne, for ikke nok med at Suzuki vender tilbage til MotoGP i 2015 og MV Agusta er at finde i WSBK allerede i 2014, så har Erik Buell Racing (tidligere bare kendt som Buell) også meldt sig på WSBK gridden til 2014.

Cyklen er den nye EBR 1190RX, der har en V-twin motor med 185 hestekræfter fra fabrikken. Da den kun er 2-cylindret vil den blive ligestillet med de 4-cylindrede 1000cc motorer, på trods af den større 1200cc motor på samme måde som Ducatis 1198 Panigale.

Team Hero EBR cyklerne vil blive kørt af Aaron Yates, som har over 20 års erfaring, og Geoff May. Begge kørere kørte for EBR i den amerikanske superbike serie i 2013 og sluttede hhv. 8’er og 9’er samlet.

– Mere end tre årtiers racing, ingeniør og fremstillings erfaring går ind i hver EBR motorcykel. EBR 1190RX er bygget på nogle meget unikke teknologier, og hvordan disse optimeres bedst til hvert løb er noget der tager tid at lære.

– Med det nuværende vintertest forbud, må vi vente og se hvor vi befinder os i forhold til fart og performance. Ingen forventer podium placeringer, men vi vil arbejde hårdt på at lære og forbedre. Vi er sikre på at EBR vil bringe en sjov og spændende historie til serien, og ved at resultaterne vil komme,  siger Buell.