Teenageren fra Jægerspris får nu en fuld sæson i den tyske Formel 3-serie ATS F3 Cup. Det offentliggør Sylvest og teamet, som han også kørte to løb i 2013-sæsonen for, JBR Motorsport & Engineering.

Sylvest, der for blot to år siden tog springet fra karting til Formel Ford, hvor han sikrede sig den danske titel i 2012. Nu gælder det en fuld sæson i de hurtige Formel 3-racere i serien, der har bragt kørere som Kevin Magnussen og Marco Sørensen videre i karrieren.

– Et hovedmål, som jeg gerne vil nå i 2014, er en mindre afstand til kørerne. Det vil være en drøm at køre i top tre i et løb. Jeg tror dog, at alt er muligt, hvis teamet giver mig en god bil, siger Sylvest, der med sine 194 centimeter ikke helt er prototypen på en formelkører.

– Jeg synes, at ATS Formel 3 Cup er et godt mesterskab og meget professionelt organiseret. Her vil man altid gerne forbedre mesterskabet. I 2014 bliver ATS Formel 3 Cup noget tættere på FIA Formel 3 EM med de nye regler for motorer, hvilket jeg synes er meget positivt, siger Sylvest videre.

I 2014 kører han en Dallara F311 med VW/Spiess-motor for teamet, ledet af schweiziske Jörn Becker.

– Som Formel Ford-mester kommer Nicolai med gode grundforudsætninger. Vi kunne allerede i 2013 fejre en indsats af rang i det tyske Formel 3 med ham. Vi er sikre på at vi når vores mål, siger Becker, der sammen med Sylvest sigter mod en samlet top seks.