Det har været rygtet over længere tid, og rygterne tog især fart, da Lotus bekræftede Grosjean og Maldonado som kørere i 2014. Nico Hülkenberg bliver igen kører hos Sahara Force India efter at have været hos Sauber i år. Der er ifølge teamet tale om en flerårig kontrakt.
Hülkenberg blev i 2011 tilknyttet Force India som tredjekører, da der ikke blev et sæde til ham hos Williams, som tyskeren fik debut hos i 2010. I 2012 kørte 26-årige Hülkenberg alle løb for Force India, med Paul di Resta som medkører. Den anden kører vil blive bekræftet senere.
– Jeg er glad for at komme tilbage til Force India. Teamet har høje mål for næste år, og jeg tror, at den erfaring jeg har fået over årene vil hjælpe os med at nå de mål. Jeg er overbevist om, at vi vil have en konkurrencedygtig pakke i 2014. Jeg har hørte mange positive ting om Mercedes-motoren, så jeg tror der bliver meget at være begejstret for næste år, siger Nico Hülkenberg.
Dermed er kørerne på plads hos Red Bull (Vettel+Ricciardo), Mercedes(Hamilton+Rosberg), Ferrari(Alonso+Raikkonen), Lotus(Grosjean+Maldonado), McLaren(Button+Magnussen), Toro Rosso(Vergne+Kvyat) og Williams (Massa+Bottas). Marussia har også bekræftet Bianchi som en af kørerne til næste sæson.
Der er dermed to sæder ledige hos Sauber, et hos Force India, et hos Marussia og to hos Caterham.



