Pastor Maldonado har sikret sig sædet hos Lotus F1 Team i 2014 ved siden af Romain Grosjean

Venezuelaneren, der går ind i sin fjerde sæson kommer angiveligt med en stor pose penge fra PDVSA – noget, der rygtes at være af stor betydning for teamet, der i 2013 har haft økonomiske problemer.

Romain Grosjean er derimod bekræftet hos teamet, som han har kørt for i 2012 og 2013 samt en række løb i 2009 under Renault F1 Team-banneret – senest med stor succes og flere podiepladser som resultat.

– Det er med stor glæde, at vi formelt kan bekræfte, at Romain Grosjean fortsætter med Lotus F1 Team næste sæson. Han har virkeligt fået det meste ud af sit utrolige talent i den sidste del af 2013-sæsonen og vil være et fantastisk aktiv i vores 2014-satsning, siger Eric Boullier, teamchef i teamet.

– Romain får Pastor Maldonado med sig; en kører, som jeg har kendt siden han kørte for mig i DAMS i World Series by Renault i 2005. Det er klart, at Pastor har farten og potentialet – understreget med hans GP2-titel i 2010 og gennem stærke løb i hans karriere hos Williams F1 Team – og vi er overbeviste om, at vi kan give han de rigtige omgivelser til at få ham til at blomtre regelmæssigt på banen. Vi har arbejdet på vores nye bil til de nye regler i mere end to år, og vi er overbeviste om, at vi har en god løsning på alle udfordringerne, der kommer. Med Romain og Pastor tror jeg, at Lotus F1 Team vil overraske nogle gange næste år.