Rally de España skydes i gang fredag aften. Hvor verdensmesteren 2013 allerede er fundet, markerer det katalanske rally med base i Salou endnu et tronskifte i WRC.

Siden 2005 har rallyet, der er berømmet og berygtet for at blive kørt på både asfalt og grus, været domineret af Sébastien Loeb. Den nidobbelte VM-vinder tog dog som bekendt sin afsked i hjemmebanerallyet Rallye de France-Alsace senest.

Hvem tager så over i 2013-udgaven? Rent logisk må det være Sébastien Ogier, der som den eneste har vundet på begge underlag i den indeværende sæson. Dog har arrangørerne smidt en joker på bordet, da rallyet er vendt op og ned.

Fredag aften starter i mørke med tre prøver – på asfalt – efter den ceremonielle start i Barcelona. Uden mulighed for service. Tidligere har rallyet været startet på grus, men med det løse underlag ventende til søndagens seks prøver, er der risiko for at nogle kørere vil spekulere i at køre afventende de to første dage, for at få en lavere og dermed bedre startposition søndag.

Endnu en udfordring venter i forbindelse med skiftet fra asfalt til grus. Blot 75 minutter har teamene til at stille bilerne om til det løse underlag.

Colldejou, SS6, er powerstagen, som køres lørdag inden service i PortAventura.

Nærmeste udfordrer til Ogier kan meget vel være Rally Deutschland-vinder Dani Sordo, der som bekendt har sin styrke på det faste underlag. Hjemmebanehelten er sluttet på podiet fem gange i det spanske rally.

Man kan dog ikke lade være at regne både Thierry Neuville (foto), VM-toeren, samt Jari-Matti Latvala med i denne sammenhæng. Begge har vist styrke i løbet af sæsonen, særligt Neuville, der tog andenpladser i både Tyskland og Australien – og førte i Frankrig.

Der er 13 WRC-kørere til start, inklusive New Zealands Hayden Paddon, der debuterer i klassen for M-Sport.

Se WRC’s preview til Rally de España her:

Husk, du kan følge WRC via radio og livetiming – find linket her.

Sådan køres Rally de España 2013:

Fredag 25. oktober
20:03  SS1      Querol (21,26km asfalt)
20:44  SS2      El Montmell (24,14km asfalt)
22:45  SS3      Riudecanyes (16,35km asfalt)
FlexiService PortAventura (45min)

Lørdag 26. oktober  
09:05  SS4      Riudecanyes 2 (16,35km asfalt)
10:05  SS5      El Priorat 1 (42,04km asfalt)
11:46  SS6      Colldejou 1 (26,48km asfalt)
Service PortAventura (30min)
14:33  SS7      El Priorat 2 (42,04km asfalt)
16:14  SS8      Colldejou 2 POWERSTAGE (26,48km asfalt)
17:37  SS9      Salou (2,24km asfalt)
FlexiService PortAventura (1t15min)

Søndag 27. oktober 2013  
07:33  SS10   Gandesa 1 (7,00km grus)
07:58  SS11   Pesells 1 (26,59km grus)
09:04  SS12   Terra Alta 1 (35,68km grus + asfalt)
Service PortAventura (30min)
12:57  SS13   Gandesa 2 (7,00km grus)
13:22  SS14   Pesells 2 (26,59km grus)
14:28  SS15   Terra Alta 2 (35,68km grus + asfalt)
Service PortAventura (10min)
17:00  Podium