Rallye de France-Alsace skulle være Sébastien Loebs uigenkaldeligt sidste rally. Det tredjesidste rally i 2013-sæsonen bliver formentlig også rallyet, hvor en anden Sébastien kan lukke og slukke kørernes VM-kamp.

Og hvad kunne være bedre rammer end Loebs hjemmebane og formentlig endnu en dyst mellem de to gange Seb, de tidligere teamkammerater.

Rallye de France-Alsace har været Frankrigs VM-løb siden 2010, hvor det tog over fra Middelhavsøen Korsika. I forhold til 2012-udgaven er dette års rally noget kortere med i alt 314 km specialprøve – godt 23 % mindre end sidste år.

Med Strasbourg som centrum for rallyet skydes alt i gang torsdag formiddag med shakedowns, mens første prøve, Strasbourgs superspecial, køres torsdag eftermiddag. Samme prøve, der køres tæt på Europaparlamentet, er på samme tid powerstagen, hvor ekstra point uddeles til top tre – meget mod traditionen i WRC, hvor det typisk er sidste prøve.

Hvem napper så sejren? Der er ingen tvivl om, at de to Sébastien begge vil gøre alt for dels at slutte med et brag og dels for at sikre VM-titlen i VW’s debutsæson. Begge har vist, at de trives på Alsace-regionens asfalt – Loeb sikrede sine titler med sejre her i 2010 og 2012, mens Ogier vandt i 2011. Bag de to tidligere teamkammerater lurer dog også flere kørere, som ikke vil lade de to hjemmebanehelte løbe med al opmærksomheden.

Thierry Neuville er eneste udfordrer til titlen – men for at belgieren skal kunne blive inde i kampen, skal han være frontrunner fra rallyet skydes i gang og vinde powerstagen. Den unge belgier hos M-Sport vil dog, uanset, være værd at holde øje med til en af topplaceringerne, ligesom Citroëns Dani Sordos evner på asfalt er godt kendte – hvilket han senest viste i Rallye Deutschland. Også Jari-Matti Latvala har mere end fået fart på på det hårde underlag, hvilket han også viste i Tyskland, hvor han førte rallyet indtil en fejl sendte ham ned i rækkerne.

Flere andre interessante navne er at finde på startlisten – heriblandt tidligere Le Mans-vinder Romain Dumas, der debuterer i WRC i en Ford Fiesta RS WRC med erfarne Denis Giraudet som codriver. Dumas har tidligere kørt for Audi, som han vandt Le Mans for i 2010, mens han tog sejren i GTE-klassen for Porsche i juni. Dumas har tidligere kørt rally i bl.a. Frankrig i netop Porsche.

Foto er fra Sébastien Loebs WRC-debut i 2001.

Husk, du kan følge Rallye de France-Alsace via livetiming og radio – find link her.

Se video om Sébastien Loeb her:

 

Tidsplan Rallye de France-Alsace 2013:

Torsdag 3. oktober 
16:00  SSS1    Strasbourg – Power Stage                4,55km

Fredag 4. oktober
09:18  SS2      Klevener 1     10,66km
09:50  SS3      Massif des Grands Crus – Ungersberg 1    13,04km
10:50  SS4      Vosges – Pays d’Ormont 1   34,34km
Service Strasbourg Zénith
14:40  SS5      Klevener 2     10,66km
15:12  SS6      Masif des Grands Crus – Ungersberg 2      13,04km
16:12  SS7      Vosges – Pays d’Ormont 2   34,34km
Flexi Service Strasbourg Zénith

Lørdag 5. oktober 
09:23  SS8      Hohlandsbourg – Firstplan 1           28,48km
10:06  SS9      Vallée de Munster 1             16,73km
10:54  SS10   Soultzeren – Pays Weiche 1             19,93km
Remot Service Colmar
13:57  SS11   Hohlandsbourg – Firstplan 2           28,48km
14:40  SS12   Vallée de Munster 2             16,73km
15:28  SS13   Soultzeren – Pays Weiche 2             19,93km
18:00  SS14   Mulhouse       4,65km
Flexi Service Strasbourg Zénith

Søndag 6. oktober 
09:23  SS15   Vignoble de Cleebourg 1      14,60km
10:46  SS16   Bischwiller – Gries 1             7,95km
11:18  SS17   Haguenau 1                           5,74km
12:45  SS18   Vignoble de Cleebourg 2      14,60km
14:08  SS19   Bischwiller – Gries 2             7,95km
14:40  SS20   Haguenau 2                           5,74km
Service Strasbourg Zénith
17:00  Podium