Mikkel C. Johansen blev i første løb i DM-finalen på FDM Jyllandsringen ramt af sin onde ånd – et problem med styretøjet, der har plaget FP Racing hele siden teamet debuterede i kongeklassen.

Problemet betød, at Johansen blev diskvalificeret fra starten af første løb, da han måtte køre i pit kørt før starten blev givet fri.

– Vi har haft problemer med racerens styretøj gennem hele sæsonen, og det kulminerede i løb 1, da det sprang fuldstændig i luften. Servopumpen knækkede ganske enkelt midt under vores opvarmningsomgange til første løb. Jeg fik kæmpet raceren ud i pitten, hvor vi prøvede at reparere styretøjet, men det duede ikke og bilen var umulig at få rundt i Jyllandsringens snævre sving, siger Mikkel C. Johansen i en pressemeddelelse.

Det betød naturligvis, at den unge Slagelse-kører skulle starte sidst i feltet.

– Jeg fik faktisk en forrygende start. Det kostede lidt knubs at komme frem i feltet, men det gjorde ikke noget at vi skrællede lidt folie af Camaro-raceren, for den skal dekoreres på ny til næste sæson, siger han.

– Allerede fra de røde lamper slukkede i starten, var det alt eller intet for at komme frem i feltet, og det lykkedes faktisk ret godt. Jeg kom hurtigt op til Dennis Lind, der efter sin sejr i løb 1, var startet som nummer otte. Dennis Lind kørte lidt taktisk for at sikre sit mesterskab, men jeg fik alligevel overhalet yderligere et par konkurrenter, og i mål var jeg nået op til femtepladsen, efter hele 10 overhalinger i løbet.

Mikkel C. Johansen sluttede i sin debutsæson på en samlet syvendeplads i Auto-DTC-mesterskabet, selvom sæsonen først begyndte for hans vedkommende efter to kørte afdelinger.

– Det har været en meget lærerig sæson, med både op- og nedture. Nedturene har jeg naturligvis lært af og min løbssejr i forrige afdeling på Rudskogen (foto, red.), var meget vigtig for mig. Den beviser, sammen med min opkørsel i finaleheatet, at når bilen virker optimalt, så er jeg konkurrencedygtig, og det giver samtidig optimisme frem mod næste sæson, hvor vi benhårdt vil arbejde mod en slutplacering i toppen af det samlede mesterskab, slutter Mikkel C. Johansen.

Se den samlede stilling i DTC 2013 her.