Det var ikke overraskende en lettet og lykkelig Dennis Lind, der efter taktisk kørsel i DTC-finalen på FDM Jyllandsringen søndag kunne lade sig hylde som DTC-mester 2013.
En andenplads i første løb efter rivalen John Nielsen og en fjerdeplads i andet løb var mere end rigeligt til at sikre den blot 20-årige DMD-kører titlen, som han overtager efter sin onkel Jan Magnussen.
Lind kan dermed føje endnu en titel til sit cv, der også indeholder dansk, nordisk og europæisk titel i Formel Ford samt det uofficielle VM.
– Jeg er ubeskriveligt glad. Det er det her, vi har arbejdet hen i mod hele året og selvom vi på et tidspunkt var langt efter de førende grundet to uheld, så troede vi på det og gav aldrig op. Så at stå som mester i dag giver den største tilfredsstillelse, selvom det var svært at holde igen og ikke satse alt på at vinde løbene. Men i løb et fik jeg et par puf bagfra og da jeg vidste, at jeg kunne blive mester ved at tænke mig om, lod jeg John komme forbi. Derefter var det bare at holde sig udenfor uheld i andet løb og selvom det også giver sine udfordringer at køre forsigtigt, så lykkedes det og jeg er bare så glad og stolt. Og jeg er samtidig rigtig glad for at kunne give teamet det, de har arbejdet for og i den grad fortjener. En kæmpe cadeau til dem, de har også knoklet hårdt for det her, siger Dennis Lind i en pressemeddelelse.
– Det er altid vigtigt at vinde titler, for så har man gjort det godt henover en hel sæson. Men samtidig så er det nogle store navne, der har vundet titlen de sidste mange år. Og det betyder meget for mig, at komme på samme liste som dem. Samtidig er det stort for mig, at de tre store navne jeg har kæmpet mod i år, John Nielsen, Casper Elgaard og Jan Magnussen alle har vundet på Le Mans. Det giver en masse tilfredsstillelse og selvtillid, at jeg kan kæmpe mod, og slå de bedste, slutter han.
Efter løbene blev Lind og DMD-teamet hyldet sammen med andenplacerede John Nielsen og tredjeplacerede Casper Elgaard samt Team Polar Seafood Racing, som tog teammesterskabet.


