Volvo Polestar Racing vender for en kort bemærkning tilbage til FIA WTCC.
Det sker i den kommende afdeling af standardvognsverdensmesterskabet i Shanghai den 2.-3. november.
Det bliver med den nykårede STCC-mester Thed Björk, at det svenske team stiller til start i det, de kalder en evaluering af mulighederne.
Senest Volvo evaluerede WTCC var i 2011 med blandet succes med Robert Dahlgren (foto). Siden har de kastet sig over STCC, hvor de er delejere, samt involvering i Australian V8 Supercars fra 2014-sæsonen.
– Vi deltager i dette løb for at tage pulsen på WTCC samt for at fejre Thed Björks fantastiske præstation i STCC i år, siger Alexander Murdzevski Schedvin, Motorsport Commercial Director hos Volvo Cars i en pressemeddelelse.
Björk var så godt som urørlig i årets STCC med ni sejre af 12 mulige. Også i 2006 tog 32-årige Björk STCC-titlen.



