Casper Elgaard har haft en sæson med masser af uheld og nedture – teamejeren håber dog på fremgang, når det i weekenden går løs med DM-finalen.
Senest oplevede STARK Racing-teamchefen motorhavari på norske Rudskogen, hvor det alligevel lykkedes at komme til start i DTC-organisationens VIP-bil. En diskvalifikation i første løb understregede tendensen, men en fornem opkørsel fra sidst til en fjerdeplads i det svære andet løb kom som plaster på såret.
– Det har været en af det sværeste sæsoner for mit eget vedkommen. En sæson hvor det virker til at alt går imod os. Efter en weekend på Rudskogen i Norge med både op og nedture er jeg opsat som aldrig før for at få 2013-sæsonen til at slutte på en god måde, siger den tidligere firedobbelte mester til DTC’s hjemmeside.
Samtidig kan STARK Racing-køreren, der samtidig driver talentprogrammet under Elgaard Motorsport-banneret, løfte lidt af sløret for 2014-planerne.
– Jeg håber selvfølgelig, at vi fortsætter i Auto-G DTC i 2014, og jeg er i gang med at tale med mine sponsorere om næste år, samt i forhandlinger med nye sponsorere. Så forhåbentligt ser i STARK Racing/Elgaard Motorsport i både en bedre, flottere og stærkere udgave i 2014, siger han videre.
– Jeg håber at kunne fortsætte med at kunne udvikle unge talenter samtidig med at have et stærkt team, der kan vinde løb i Auto-G DTC. Dertil har jeg en plan om at Elgaard Motorsport skal kunne tilbyde de unge kørere en videreudvikling i en GT serie i Europa og på sigt have et 100% dansk team på Le Mans. Men om det allerede bliver i 2014 at de planer starter kan jeg ikke sige endnu, da det kommer an på opbakningen fra sponsorere etc.


