Det blev en afkortet sæson for en af de større overraskelser i 2013-udgaven af Auto-G DTC.

Anders Fjordbach (foto t.h.) måtte efter træningen på Rudskogen i weekenden hoppe ud af bilen og køredragten for sidste gang i denne sæson.

– Ja, så sluttede min sæson i fredags! Under anden frie træning påkørte jeg en curb og fik et stød op gennem ryggen, hvilket resulterede i at jeg mistede følelsen i mit højre ben, og jeg havde den vildeste smerte i lænden! Dog har jeg fået følelsen tilbage og smerterne er blevet noget mindre. Så nu ser jeg frem til at blive opereret snarest muligt, skriver Anders Fjordbach på Facebook.

Hvem der eventuelt skal overtage den Ford Mustang, som Fjordbach har kørt til to tredjepladser i sæsonens løb for Polar Seafood Racing, er endnu ikke offentliggjort.

I mellemtiden har brormand Thomas Fjordbach kørt sig i stilling til mesterskabet i VW Scirocco R-Cup China, hvor han i weekenden med en anden- og en førsteplads nu indtager andenpladsen i mesterskabet – med fire point til etteren og en afdeling tilbage.