Sebastian Vettel var endnu en gang urørlig, da F1 kørte Italiens Grand Prix på Monza.
Tyskeren overkom endda et muligt problem med gearkassen i den sidste tredjedel af løbet og holdt stand mod Fernando Alonso, der i løbets indledning tog sig forbi Mark Webber på ydersiden i anden chikane.
Spanieren tog et længere første stint end Vettel, formentlig i håb om, at Red Bull-racerens dæk ville lide lidt mere end Ferrarien hen mod slutningen. Men dette var ikke tilfældet, og set i bakspejlet var tiden Alonso mistede ved at pitte fem omgange efter Vettel fejlagtig.
I stedet var Alonso presset af Webber mod slutningen. Australieren havde i første pitstoprunde taget sig forbi Massa, der sluttede firer. Begge Red Bull-racere kom på den måde på podiet, selvom begge havde potentielle problemer med gearkasserne og blev bedt om at ‘short-shifte’.
Nico Hülkenberg gjorde meget for at sælge sig selv i et klogt kørt løb, hvor tyskeren sluttede som han begyndte, nemlig på femtepladsen. Efter sig havde han Nico Rosberg og en også velkørende Daniel Ricciardo, der gjorde livet surt for bl.a. Jenson Button og Sergio Perez, der trods fartoverskud ikke kunne komme forbi den kommende Red Bull Racing-kører.
Det kostede McLaren-duoen dyrt, for bag dem kom Romain Grosjean, Lewis Hamilton og Kimi Räikkönen, der måtte pitte efter første omgang med ødelagt frontvinge. Trekløveret gav et fantastisk show, og især Hamilton og Räikkönen havde en længere dyst.
Grosjean sluttede otter foran Hamilton, mens Button formåede at holde stand mod Räikkönen i de døende omgange. Perez måtte slippe og sluttede 12.
Sejren er tyskeren sjette denne sæson og bringer ham på 222 point mod Fernando Alonsos 169.
Resultatet af Italiens Grand Prix 2013:
| 1 | Sebastian Vettel | Red Bull Racing-Renault | 53 omgange |
| 2 | Fernando Alonso | Ferrari | +5.4 sek |
| 3 | Mark Webber | Red Bull Racing-Renault | +6.3 sek |
| 4 | Felipe Massa | Ferrari | +9.3 sek |
| 5 | Nico Hulkenberg | Sauber-Ferrari | +10.3 sek |
| 6 | Nico Rosberg | Mercedes | +10.9 sek |
| 7 | Daniel Ricciardo | STR-Ferrari | +32.3 sek |
| 8 | Romain Grosjean | Lotus-Renault | +33.1 sek |
| 9 | Lewis Hamilton | Mercedes | +33.5 sek |
| 10 | Jenson Button | McLaren-Mercedes | +38.3 sek |
| 11 | Kimi Räikkönen | Lotus-Renault | +38.6 sek |
| 12 | Sergio Perez | McLaren-Mercedes | +39.7 sek |
| 13 | Esteban Gutierrez | Sauber-Ferrari | +40.8 sek |
| 14 | Pastor Maldonado | Williams-Renault | +49.0 sek |
| 15 | Valtteri Bottas | Williams-Renault | +56.8 sek |
| 16 | Adrian Sutil | Force India-Mercedes | +1 omg |
| 17 | Charles Pic | Caterham-Renault | +1 omg |
| 18 | Giedo van der Garde | Caterham-Renault | +1 omg |
| 19 | Jules Bianchi | Marussia-Cosworth | +1 omg |
| 20 | Max Chilton | Marussia-Cosworth | +1 omg |
| Ret | Jean-Eric Vergne | STR-Ferrari | +39 omg |
| Ret | Paul di Resta | Force India-Mercedes |



