Casper Elgaard er fortsat med i topstriden i Auto-G DTC, men en ottende- og en femteplads var ikke det, STARK Racing-køreren var kommet til Grand Prix Danmark efter.

Uheld i starten af første løb og så det meget omdiskuterede sammenstød med Dennis Lind var de primære årsager til, at den firedobbelte DTC-mester halsede efter. En ottendeplads og en femteplads i de to løb blev det til, og Elgaard indtager dermed en øjeblikkelig tredjeplads efter John Nielsen og Dennis Lind i det samlede regnskab.

– Jeg må bare erkende, at det blev endnu en skuffende weekend, hvor alt gik i mod os. Vi mangler farten i bilen, det er helt sikkert, men vi ved ikke hvor det ligger, siger Casper Elgaard til Racemag.

– I første løb får jeg et lille skub i starten af Mikkel Johansen, og da jeg fanger udskridningen igen, bliver jeg ramt af Anders Fjordbach, der selv har fået et skub, så jeg ryger uden for sporet og bare må lade de andre køre forbi, forklarer Elgaard om race 1, hvor han fra femtepladsen røg uden for top ti på første omgang.

I andet løb fulgte en omdiskuteret episode – mest grundet den omstridte straf til Dennis Lind, der fulgte sammenstødet.

– Dennis Lind bremser sent for enden af publikumslangsiden, men jeg kan dykke inden om igen. I næste sving tror jeg så, at jeg er længere foran end jeg er, så jeg går ind i svinget og lukker af og rammer ham, så vi nærmest hænger sammen. Jeg ville så gerne have den sejr og forsvarede mig, men sammenstødet tager jeg på min kappe, slutter Elgaard.