Tom Kristensen skrev endnu en gang historie, da han tog sin niende Le Mans-sejr. Og det var en tydeligt rørt Tom Kristensen, der trådte ud af R18 med #2 på siden.
Den danske legende mistede i marts sin far Carkl-Erik Kristensen og kørte med en hjelm, der mindedes forældrene. Men efter løbet lovede Tom K, at han vender tilbage til Le Mans for at kunne hædre sin far. For 2013-sejren dedikerede han til Allan Simonsen.
– For mig var Le Mans denne gang fyldt med personlige følelser. Jeg er stolt over at køre for det bedste team i verden. Det gælder alle teamkolleger, alle medarbejdere i Ingolstadt og Neckarsulm og Audi Sport Team Joest. De gør det muligt for os at virkeliggøre en drøm. Nu er denne drøm blevet virkelighed – at have vundet det hurtigste og hårdeste løb i verden under ledelse af Dr. Wolfgang Ullrich, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
– Desværre mistede vi lørdag en, der havde den samme drøm. Han var et meget beskedent og dejligt menneske. Derfor oplever jeg nu bølgedale. Hvad angår min niende sejr, så kører jeg med den beslutsomhed og ambition, som min far gav mig. Han døde i marts. Før hans død sagde han til mig, at jeg ville vinde Le Mans i år med mine teamkammerater. Jeg håber, at jeg kan fejre endnu en sejr med Loïc og Allan, så jeg kan tilegne den til min far. For denne Le Mans-sejr tilegner jeg Allan Simonsen.
Også Loïc Duval, der kunne fejre sin første sejr, samt flere andre fra Audi Sport Team Joest mindedes Allan Simonsen efter målgangen.



