Michel Nykjær og FIA WTCC skriver denne weekend historie, når der for første gang afholdes en VM-afdeling i Rusland.
Det er på Moscow Raceway lidt uden for Moskva, at halvvejsmærket i FIA WTCC nåes. Banen på 3.995 meter er et stadig ret nyt anlæg, der sidste år lagde asfalt til en afdeling af World Series by Renault.
For danske Michel Nykjær og det svenske NIKA Racing er et besøg på en ny bane en gylden mulighed, da manglen på data og erfaringer fra banen udligner feltet mere. Om det kan blive til en tredje sæsonsejr efter triumfer i Marrakech og på Salzburgring må tiden vise.
– Det bliver spændende at komme til Moskva og Moscow Raceway, som ser ud til at byde på mange udfordrende og interessante kurver. Det her er en af blot to gange, hvor vi kører på en bane, som ingen i mesterskabet har kørt på, hvilket burde udligne bare en el af det forspring, som de andre teams har haft i begyndelsen af sæsonen. Vi ved, at vi har en hurtig bil, vi har masser af selvtillid efter sejren på Salzburgring, og nu er det op til os at udnytte denne mulighed. Jeg glæder mig virkeligt til weekenden, lyder det fra Michel Nykjær i en pressemeddelelse.
Nykjær er på fjerdepladsen i den samlede stilling og på andenpladsen i Yokohama Indenpendents Trophy forud for sæsonens sjette VM-afdeling.
Løbene sendes live på Eurosport søndag klokken 11.00 og klokken 12.00. Du kan finde livetiming i Racemags linksamling her.
Til løbene er Chevrolet Cruzen fortsat reference-bilen rent vægtmæssigt, da denne har været hurtigst i de seneste afdelinger. Dermed har både Cruze og Honda Civic ekstra 40 kg med ombord, mens BMW 320 TC slipper for strafvægt. SEAT Leon-bilerne slipper af med 10 kg og har nu 10 kg lagt til minimumsvægten, mens Lada Granta kan pille 20 kg ud.



