Det var op ad bakke for dansk/amerikanske Insight Racing på Silverstone, hvor Blancpain Endurance Series kørte anden afdeling i weekenden.
Teamet havde opgraderet deres Ferrari 458 Italia op til løbet, men efter test og træning stod det klart, at de var nødt til at gå tilbage til specifikationen der sikrede dem en femteplads på Monza.
Det gav pote med det samme, da danskerduoen med Martin Jensen og Dennis Andersen var 1,5 sekunder hurtigere end deres hidtil bedste tid søndag formiddag.
Fra startpositionen kørte Dennis Andersen sig frem i feltet og overlod Ferrari #17 til Martin Jensen i top 30 i det næsten 60 biler store felt, der også bød på gæstevisit fra blandt andre Aston Martin Racing.
Men under pitstoppet gik det galt, og Martin Jensen måtte køre langsomt rundt for blot at gå i pit igen og få nye dæk på. Den efterfølgende jagt op gennem feltet i et forsøg på at redde point kostede dog først en drive-through-straf, der så blev konverteret til en stop and go-straf i stedet. En fjortendeplads i Pro-am-mesterskabet og nul point var en kendsgerning.
– Vi besluttede at gå tilbage til Monza-specifikationen, da opdateringerne og ændringer på bilen ville tage os endnu mere tid at udnytte fuldt ud. Vi hentede nogle placeringer i vores stints, men i dette game er det umuligt at hente en hel omgang. Vi kørte på grænsen, og jeg fik en straf, som Dennis skulle afvikle. Da han tog drive-through-straffen, fik vi at vide, at han også skulle komme ind til en stop and go-straf, hvilket naturligvis kostede os dyrt, siger Martin Jensen i en pressemeddelelse.
– Starten af løbet var ok for mig. Vi havde kun lige prøvet vores løbssetup i kvalifikationen, så det tog noget tid at vænne sig til det. Men farten var der, da jeg kørte bilen op i den bedste halvdel af gridden på 57 biler i første stint. Vi håber så nu, at vi har haft al uheld i sæsonen. Dette mesterskab er meget stærkt og fair, så du har ikke plads til for meget uheld. Heldigvis er det stadig tæt i mesterskabet, så vi er stadig med i kampen om top fem, siger Dennis Andersen.
Løbet blev vundet suverænt af Aston Martin Racing-teamet med Darren Turner, Fred Makowiecki og Stefan Mücke.
Næste løb i serien er på Paul Ricard den 29.-30. juni.
Toppen i Blancpain Endurance Series, pro-am, efter to afdelinger:
1 AF Corse 33 point
2 Nissan GT Academy Team RJN 33
3 TDS Racing 33
4 Barwell 18
5 Black Falcon 17
9 Insight Racing 10
Se highlights fra Blancpain Endurance Series på Silverstone her:



