Der venter en hård kamp for de regerende mestre fra Corvette Racing i årets første ALMS-løb, Mobil 1 12 Hours of Sebring.
Men teamets dansker er dog fortrøstningsfuld efter de to første dage med test på den legendariske, hårde bane:
– Ingen tvivl om, at Ferrari og Aston Martin er uhyggelig stærke i år, erkender Jan Magnussen efter tirsdagens test med resten af Corvette-teamet.
– Vi har brugt de sidste par dage effektivt til at afprøve nye ideer og opsætninger. Nogle har fungeret, mens andre slet ikke har fungeret, lyder det fra racerkøreren.
Jan Magnussen — som tre gange tidligere har vundet 12 Hours of Sebring — er dog ikke sen til at svare på, hvad der skal til for at vinde løbet.
– Vi skal køre stærkt, det er jo klart. Men det er mere afgørende, at vi får tingene til at holde. Sebring er den mest rå og utaknemmelige bane, jeg kender, og den er mega hård ved bilerne. Vi kører på resterne af en gammel lufthavn fra Anden Verdenskrig, og det er en god blanding af betonelementer og dårlig asfalt. Alligevel er det en ret hurtig bane med masser af fart hele vejen rundt, og det stiller store krav til, hvordan du sætter bilen op, siger Jan Magnussen.
Jan Magnussen og holdkammeraterne Antonio Garcia og Jordan Taylor vil fortsætte test og træning onsdag og torsdag, mens kvalifikationsrunderne fredag vil afgøre, hvor den gule Corvette #3 skal holde på startgridden, når løbet skydes i gang lørdag klokken 15.30 dansk tid.



