Jan Magnussen slutter 2012 af med testarbejde for både Corvette Racing og danske Auto-G DTC.

Det sker i USA, hvor danskeren tester ALMS-raceren på den nye GP-bane Circuit of the Americas og den kommende motor og nye bremser til DTC på Nola-banen i New Orleans.

Testen af den nye DTC-motor sker denne weekend, mens han rykker til Texas og COTA-banen mandag og tirsdag.

– Testen i Camaroen bliver spændende. Det kommer til at give et godt indtryk af den nye motor, vi kan bruge i DTC, hvilket jeg er meget spændt på. Men jeg glæder mig helt vildt, til at sætte mig i Corvetten og prøve den nye Formel 1-bane i Austin. Jeg har kun set den på TV, men der ser den herrefed ud. Den ser ud til, at have mange udfordrende sving og kombineret med de store niveau forskelle, så tror jeg det er en spændende bane. Det primære formål med testen, er at give os et kendskab til banen, som vil skal køre på i den Amerikanske Le Mans Serie næste år. Så det primære er, at finde et godt setup, så vi er hurtige, men samtidig har vi også nogle ændringer og forbedringer, som vi håber at få testet, siger Magnussen i en pressemeddelelse.

Motoren har dog inden banetesten været igennem testbænken – med stor succes.

– Vi kunne dog i sidste uge glæde os over, at den nye DTC-motor problemfrit gennemgik en 30 timers ”Sebring test” i en testbænk. Derfor har jeg også et velbegrundet håb om, at vi i den kommende uge kan bringe nyt fra testen på racerbanen i USA. Der er selvfølgelig forskel på en testbænk og en rigtig racerbane og der kan altid vise sig et eller andet, der skal arbejdes med for en yderligere optimering, siger promotor Peter Elgaard.

– Det er Howe Motorsports, som producerer DTC-racerbilerne, der står for testen sammen med teknikerne fra GM Motorsport og den skandinaviske hovedforhandler Performance Automotive Skandinavian. Men, jeg lægger stor vægt på, at en DTC-kører deltager som kører i testen, og jeg er meget glad for, at det er Jan Magnussen. Den nye DTC-motor er med tørsump smøring, og vi regner med, at de endelige testresultater viser, at den buldrende V8 DTC-racermotor yder i underkanten af 500 HK. Det er en special-produceret racermotor – men, den baserer sig bl.a. på Chevrolet Corvettes LS3 motor, slutter Peter Elgaard.