Ronnie Bremer kan være på vej tilbage i toppen af dansk motorsport. Bremer, der de seneste sæsoner har kørt sporadiske indsatser i blandt andet Grand-Am og lanceret sit eget gokartmærke, arbejder i hvert fald på at få sit navn på startlisten til 2013-sæsonen.
– Ja, jeg kan bekræfte, at jeg arbejder seriøst på at køre Auto-G DTC i den kommende sæson, siger Ronnie Bremer i en pressemeddelelse.
– Jeg har altid gerne ville køre race i Danmark og synes, at Auto-G DTC tegner virkelig spændende med mange gode profiler, der i de fede biler kan give publikum et godt og underholdende race.
– Det er den regerende DTC-mester, Jan Magnussen, der med sin store entusiasme har ”lokket” mig til at arbejde seriøst på kunne køre Auto-G DTC i den kommende sæson. Men, det forhindrer mig ikke i at have den målsætning, at jeg kører for at vælte Jan Magnussen af DTC-tronen, selv om jeg godt ved, at det ikke bliver let, og der er en del andre kørere, der også udfordrer Jan.
Ifølge meddelelsen er Ronnie Bremer langt i forhandlinger med sponsorer, og endelig afklaring kan være på plads omkring nytår.
DTC-promotor Peter Elgaard siger i en kommentar til, at Ronnie Bremer er på vej til at køre Auto-G DTC:
– Jeg ser frem til, at det forhåbentligt lykkes for endnu en dansk profil som Ronnie Bremer at køre med i dansk motorsports kongeklasse, Auto-G DTC. Ja, ”køre med” er en underdrivelse for Ronnie Bremer, som jeg ved, der kører for at vinde. Jeg tager hatten af for Jan Magnussen, der inspirerer en hård konkurrent til at køre med om DTC-mesterskabet. Det viser også hvor stor en sportsmand Jan Magnussen er. Det vil glæde mig og DTC-organisationen at kunne byde Ronnie Bremer velkommen til Auto-G DTC.
Bremer kørte senest i DTC i 2008 for KP Racing, der indsatte en Mercedes.


