Juho Hänninen bliver ny kører for M-Sport i WRC. Finske Hänninen rykker dermed fra Skodas fabriksteam i ERC til VM-rallies for det nu private Ford-team.

Det bliver dog ikke til en fuld sæson – endnu – for finnen. Angiveligt gælder aftalen blot for de to første rallies på VM-kalenderen i 2013, Monte-Carlo og Sverige.

Hänninen har været del af Skodas fabriksteam i fire år og har der taget flere rallysejre og har vundet IRC, S-WRC og European Rally Championship bag rattet i en Fabia S2000.

– Jeg vil gerne takke Skoda for de seneste fire år. Vi har sammen vundet alt, hvad vi satte som mål, men desværre ville det toårsprogram, de tilbød mig, ikke tage min karriere fremad. Mit livs ambition er at konkurrere på det højeste niveau i rally, i WRC, og få succes der. Nu opfyldes min drøm med bilen, som M-Sport stiller til rådighed, siger Hänninen.

Hänninen får Tomi Tuominen ved sin side i 2013 — den tidligere codriver Mikko Markkula skifter til Andreas Mikkelsen, der rygtes til Volkswagen i WRC.

Det finske stortalent Esapekki Lappi overtager pladsen hos Skoda. M-Sports Malcolm Wilson understreger på sin Twitter-profil, at Hänninen ikke tager M-Sports anden VM-bil ved siden af Mads Østberg.