Samtlige af de tre danskere, der er med i weekendens to løb i Carrera Cup Deutschland, viste at de er med i front til den første træning på Nürburgring.

Nicki Thiim opnåede andenbedste tid blandt samtlige kørere, og blev således kun overgået af hollandske Jaap van Lagen. Navne som René Rast og Sean Edwards holdt den hurtige sønderjyde bag sig i den første træning.

– Vi har afprøvet nogle nye ting i træningen, som har vist sig at virke. Jeg er sikker på, at vi er på rette spor, og har skabt et godt grundlag for løbsweekenden på Nürburgring, udtalte Nicki Thiim efter sin gode træning.

Michael Christensen var den hurtigste blandt rookie-kørerne i sin Porsche fra Konrad Motorsport, og opnåede samtidig femte bedste tid. Et resultat der blev lagt mærke til på Nürburgring, men det unge talent var ikke selv helt tilfreds, og viser dermed han stiller store krav til sig selv.

– Første træning gik faktisk fint. Jeg havde fart i kroppen fra starten, men lavede en del fejl, og med dæk som var godt slidte. så en 5. placering var ikke tosset. Men jeg ved farten er der, det er bare om at sætte tingene sammen, udtaler Michael Christensen til Racemag.

Christina Nielsen markerede sig også helt fremme i b-klassen, hvor hun satte den hurtigste tid. Samtidig var det en solid bedste tid hun satte med stor margin ned til den næsthurtigste i den klasse.

– Nürburgring er en meget hård og udfordrende bane. Derfor er jeg naturligvis lykkelig over, at det gik så godt for mig, udtalte Christina Nielsen i en pressemeddelelse.

Senere fredag aften venter den anden træning, og i morgen over middagstid køres der kvalifikation til de to løb. Løbene køres lørdag aften og tidligt søndag formiddag.