DM-etteren Nicolai Sylvest slapper ikke alt for meget af i den lettere fugtige, danske sommer. Jægerspris-køreren bruger sommerpausen i DM-serien i Formel Ford til at køre i udlandet i Eurocuppen for Formel Ford.

– Det gøres bedst ved at køre race, for jo flere race man kører jo mere lærer man og når det så tillige foregår på så store internationale baner som Spa-Francorchamps i Belgien, Zandvoort i Holland og det kommende løb på Nürburgring i Tyskland, så kan det vist ikke være bedre, siger Nicolai Sylvest i en pressemeddelelse.

Den første løbsweekend i sommertræningen foregik på Spa-Francorchamps i Belgien, hvor det første løb dog blev kort for den blot 15-årige kører, der er søn af tidligere DTC-mester Jesper Sylvest.

– Kort tid efter starten ramte to forankørende hinanden på den del af banen, hvor farten er over 200 km/t. Den ene bil stod på tværs midt på banen, men jeg fik korrigeret så meget, at jeg – i gåseøjne – kun fik ramt bilens bagende. Jeg var uskadt, men alligevel blev alt på den ene side af min bil rykket af, det vil sige køler, sidekasse og hjulophæng, siger Nicolai Sylvest.

Fluid Motorsport Danmark-teamet gik herefter i gang med at genopbygge den skadede racerbil. Det tog tid. Først klokken tre om morgenen næste dag var den klar, og her kunne Nicolai Sylvest så kvittere for indsatsen ved i søndagens to løb at score to femtepladser.

Fra Spa-Francorchamps i Belgien drog Nicolai Sylvest og teamet til Zandvoort, hvor der også skulle køres tre løb. Det første blev ramt af et skybrud i stil med det, man også kan opleve herhjemme, så løbet måtte stoppes, men i det andet løb på en bane, der blev mere og mere tør, kørte Nicolai Sylvest sig til endnu en femteplads.

– Til søndagens løb skulle jeg starte som sekser og efter en god start var jeg oppe som femmer, fortæller Nicolai Sylvest. – Da der manglede fire omgange, overhalede jeg køreren foran, men så begyndte de sorte skyer at give regn. Alligevel kom jeg forbi endnu en kører, slutter Nicolai Sylvest, der altså tog en podieplads.

Trods en god weekend på Zandvoort holder Nicolai Sylvest ikke helt sommerferie. I den sidste weekend af juli kører han atter i udlandet, denne gang på Nürburgring, hvor han deltager i den næste afdeling af Eurocuppen.

Også Lasse Sørensen deltog på Zandvoort, hvor han i det ene løb var hurtigste mand i Duratec-klassen.