Mikkel Mac gennemgik noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur i weekendens regnvåde afdeling af Auto-G Danish Thundersport Championship.
En enorm føring i første løb på den regnvåde Padborg Park blev med en personlig fejl i Big Mac-kurven forvandlet til en sejr foran ellers urørlige Jan Magnussen.
– Det var enormt dejligt. Så lykkedes det, sagde Mikkel Mac til Racemag efter løbet.
Teenageren fra Falster havde nået at filosofere over weekendens hændelser, der heldigvis endte lykkeligt.
– Som jeg ser det, så laver jeg fejlen (i første løb, red.) som 19-årig. Det kan jeg så senere se tilbage på og sige, at dén fejl lærte jeg en del af.
Macs afkørsel skyldtes formentlig, at han fik det ene hjulsæt på en bemalet linje i kurven, så den store Camaro Cup-racer blot kørte ligeud. Dét var der ikke noget af i andet løb, hvor han kontrollerede foran teamkammerat Jan Magnussen i front.
– Jeg prøvede bare at koncentrere mig, kiggede kun i spejlene to gange per omgang. Men Jan sagde bagefter, at han gav fuld gas. Jeg følte dog, at han var lidt tættere på mig, end han var, siger Mac, som nærmest var af en anden verden i regnvejret.
– Jeg har bare altid haft det godt med regn. Nu skal jeg bare have lukket hullet op til Jan i tørvejr. I træningen var det godt to tiendedele, slutter Mac.
Mikkel Mac indtager efter sin sejr – og den ottendeplads, han trods alt blev klassificeret på i første løb – en fjerdeplads i et tæt mesterskab.


