Så er Le Mans-ugen 2012 for alvor under opsejling. Og de mange tusinde danskere, der hvert år valfarter til Circuit la Sarthe uden for byen Le Mans har som altid masser at glæde sig over.
I 2012-udgaven – den 80. udgave af 24-timersklassikeren – er der danskere med i alle klasserne – og det er endda kørere, der alle spås minimum en outsiderchance for sejr.
Som altid er der et fortjent, kæmpe fokus på Tom Kristensen, der efter en stærk sæsonstart i WEC jagter sin niende sejr i klassikeren, denne gang i den nye Audi R18 e-tron quattro-dieselhybrid.
Hybridteknologien debuterede sidste år med bl.a. Casper Elgaard i Hope Racing, men indsatsen var en hæmmet affære med tekniske problemer. Den tidligere klassevinder er dog ikke med i år.
Det er til gengæld en debutant i løbet, David Heinemeier Hansson. It-kometen, der er partner i det USA-baserede 37Signals, har som tidligere beskrevet på Racemag gjort lynkarriere gennem mærkeklasser via GT-racing til de prototyperne i ALMS og Le Mans i 2012. Heinemeier Hansson har ikke bare imponeret med podieplaceringer i ALMS, hele OAK Racings Morgan/Nissan #35 gjorde også god figur i generalprøven på Spa-Francorchamps i maj.
LMP2-klassen er i år en af de absolut hårdeste klasser med en lang række stjernekørere fra bl.a. det nu hedengange Peugeot Sport Le Mans-team. Stjernespækket og tæt er også GT-klassen, der traditionen tro byder på de buldrende V8’ere fra Corvette Racing i kamp mod Ferrari, Aston Martin og Porsche.
Her er danskerne forkælet med to af de absolutte favoritmandskaber i både GTE Pro- og GTE Am-klasserne (sidstenævnte skal to af kørerne have såkaldt amatørstatus). Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor i #73 er blandt de absolutte favoritter samlet i GTE, mens Allan Simonsen, Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard vil være værd at holde øje med i GTE Am.
Herunder følger en oversigt over danskerbilerne:
LMP1

Tom Kristensen
#2 Joest Audi R18 e-tron quattro
Medkørere: Allan McNish, Dindo Capello
Le Mans-starter: 15
Bedste resultat: Nr. 1 samlet
LMP2

David Heinemeier Hansson
Medkørere: Bas Leinders, Maxime Martin
#35 OAK Racing Morgan-Nissan
Le Mans-starter: Debutant
GTE Pro

Jan Magnussen
Medkørere: Antonio Garcia, Jordan Taylor
#73 Corvette Racing Chevrolet Corvette C6.R
Le Mans-starter: 13
Bedste resultat: Nr. 4 i LMP1, fire klassesejre i GT
GTE Am

Christoffer Nygaard
Medkørere: Allan Simonsen og Kristian Poulsen
#99 Young Driver AMR Aston Martin Vantage V8
Le Mans-starter: 1
Bedste resultat: Nr. 3 i GT1 (2010)
Allan Simonsen
Medkørere: Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen
#99 Young Driver AMR Aston Martin Vantage V8
Le Mans-starter: 5
Bedste resultat: Nr. 2 i GT2 (2010)
Kristian Poulsen
Medkørere: Christoffer Nygaard og Allan Simonsen
#99 Young Driver AMR Aston Martin Vantage V8
Le Mans-starter: 1
Bedste resultat: Klassesejr i LMP2 (2009)



