Nicki Thiim var den helt store helt i lørdagens løb i Carrera Cup Deutschland. Hermes Attempto-køreren startede toer efter teamkammerat Kévin Estre.

En tæt duel mellem de to førte til en udbremsning for enden af langsiden, så den 23-årige dansker tog sig forbi den regerende mester i den franske mærkeklasse for de hurtige Porscher. Estre hang dog på den hurtige dansker, og de to kunne kæmpe løs over de næste omgange.

Bag Thiim måtte Estre se René Rast gå forbi på syvende omgang, mens en anden dansker høstede måske større anerkendelse.

Michael Christensen havde i kvalifikationen imponeret alle ved at være hurtigst indtil kort før tid, hvor Estre, Edwards og Thiim kunne overgå ham, men i lørdagens løb tog han en fornem sjetteplads i sit blot tredje løb. Porsche-junioren understregede dermed sit potentiale allerede i første løb på Lausitzring.

– Det var rendyrket motorsport, et virkeligt godt løb. Jeg skulle give 100 procent fra første til sidste omgang. I begyndelsen lavede jeg en bremsefejl, og jeg var virkeligt bange for, at jeg havde flatspottet dækket, siger Nicki Thiim i en pressemeddelelse.

Michael Christensen viste som nævnt potentialet, men var alligevel ikke helt tilfreds.

– Jeg tog nogle gode point i dag, og det er vigtigt. Men jeg er ikke helt tilfreds. Jeg bemærker, at både bilen og jeg har potentiale, men efter min mening lavede jeg for mange fejl, siger Porsches juniorkører.

Christensen får ny mulighed for at vise potentialet, når han søndag starter som treer efter Sean Edwards og Kévin Estre. Nicki Thiim starter ved siden af Christensen i fjerde startrude.

Christina Nielsen tog en 17. plads efter at have imponeret med at sætte bedste tid i b-klassen for den ældre model af Porsches GT3 Cup.

Toppen i første løb i Carrera Cup Deutschland på Lausitzring:

1. Nicki Thiim (DK), Hermes Attempto Racing, 26:00.727 minutes
2. René Rast (D), Team Deutsche Post by tolimit/Pole Promotion, + 0.669 seconds
3. Sean Edwards (GB), Team Deutsche Post by tolimit, + 2.169
4. Kévin Estre (F), Hermes Attempto Racing, + 4.177
5. Jaap van Lagen (NL), FE Racing by Land-Motorsport, + 5.497
6. Michael Christensen (DK), Konrad Motorsport, + 7.580
7. Norbert Siedler (A), Konrad Motorsport, + 8.747
8. Michael Ammermüller (D), SWITCH IT Lechner Racing, + 9.218
9. Clemens Schmid (A), SWITCH IT Lechner Racing, + 17.916
10. David Jahn (D), Attempto Racing, + 20.501

Toppen i mesterskabet efter tre løb:

1. René Rast (D), 54 points
2. Nicki Thiim (DK), 43
3. Jaap van Lagen (NL), 38
4. Sean Edwards (GB), 36
5. Kévin Estre (F), 32

10. Michael Christensen, 22