Johan Jokinen sluttede førstedagen med test på franske HTTT Paul Ricard med samlet 8. bedste tid.
Den danske formelkører, der arbejder på at køre Eurocup Formula Renault for Manor MP Motorsport i samarbejde med danske KEO Racing, var godt seks tiendedele sekund efter Stoffel Vandoorne.
Belgieren, der i flere omgange har kørt forskellige løb i Danmark, kørte også i serien i sidste sæson.
– Det har været en god dag på mange måder. P8 i den sidste ende er helt i orden, men beviser intet i forhold til hvilken fart vi har. Trafik var også en faktor, men det skal ikke komme ned til det.
Det var min første dag med Manor MP Motorsport i dag og det er gået ekstremt godt med samarbejdet. Eneste lille hindring har været at siden jeg ikke var med til den forrige test i Valencia har jeg kun måttet starte med tre sæt nye dæk og et set brugte, hvilket har betydet vi har måttet spare ret grumt i løbet af dagen i forhold til de fleste andre. Men når vi starter i morgen er det lige odds og jeg er sikker på vi vil gøre god figur hele dagen, fortæller Johan Jokinen til Racemag fra Paul Ricard.
Toer var en anden med erfaring i de nye Formula Renault 2.0-racere Daniil Kvyat foran McLaren-Mercedes-talentet Oliver Rowland.
Testen fortsætter onsdag.



