Verdensmesteren Sebastian Vettel satte dagens hurtigste tid på Catalunya banen ved Barcelona.

Nico Hülkenberg (foto) var næsthurtigst i dag i Force India raceren – dermed fortsætter teamet de gode takter fra Jerez.

Det var en kold morgen formel 1 feltet vågnede op til, da temperaturen kun var omkring frysepunktet, da testen startede i morges klokken 9.

I løbet af formiddagen var det Hülkenberg, Hamilton, Vettel og Ricciardo, der kæmpede om tiderne i toppen af tidstabellen. Klokken 15:30 forbedrede Vettel, så sin hurtigste tid fra formiddagen og endte på dagens bedste tid med 1.23.265. Ricciardo var kun knapt et halvt sekund efter, hvilket er imponerende for Toro Rosso køreren.

Det var især forskellige dæktyper, der blev testet i dagens sessions. Pirelli meddelte i sidste uge ud, at det i det første og tredje løb bliver soft og medium compound, der skal køres med, og i det andet løb hard og medium compound. Vettels tid blev sat med hard compound dæk.

Mercedes havde i dag debut med deres 2012 racer, hvor Schumacher var bag rattet. Han fik kørt 51 omgange, og endte som nummer seks. Marussia sprang testen på Jerez over, og deltog i dag med en modereret version af deres 2011 racer. GP2 talentet Charles Pic var i bilen i dag, og var den af kørerne der fik kørt flest omgange (121), men med den klart langsomste tid – knap fem sekunder dårligere end Vettels tid.

I morgen vil især Lotus-Renault se om de kan få en bedre dag end i dag. Grosjean nåede således kun 7 omgange i raceren i dag og i den tunge ende af feltet, efter teamet fandt en fejl på bilens monocoque.

Racemag følger også testens anden dag i morgen.

Dagens resultat:

1 Vettel             Red Bull            1:23.265
2 Hulkenberg  Force India      1:23.440            +0.175
3 Hamilton      McLaren           1:23.590            +0.325
4 Ricciardo      Toro Rosso       1:23.618            +0.353
5 Alonso           Ferrari               1:24.100            +0.835
6 Schumacher Mercedes          1:24.150            +0.885
7 Perez              Sauber               1:24.219            +0.954
8 Senna            Williams            1:25.711            +2.446
9 Kovalainen   Caterham          1:26.035            +2.770
10 Grosjean     Lotus                  1:26.809            +3.544

11 Pic                 Marussia           1:29.248            +4.761