Audi #1 med Mike Rockenfeller, Timo Bernhard og Romain Dumas satte bedste tid i træningen til årets Le Mans.

Efter fire timers træning, hvor Peugeot-bilerne ellers holdt sig forrest i størstedelen af træningen, satte Rockenfeller trumf på til sidst og kørte en flyvende omgang på 3:27,986. Det var 3/10 sekund bedre end Andre Lotterer i Audi R18 TDI #2 og 5/10 sekund bedre end Sébastien Bourdais i den hurtigste Peugeot med #9 på siden.

Tom Kristensen og Co. i Audi #3 sluttede som femmer, 7/10 efter i en tæt top, hvor de syv dieselbiler var adskilt af 2,1 sekund. Værre stod det til med de benzindrevne biler, hvor bedste var Pescarolo Sport på 8. pladsen, hele 6,7 sekunder efter.

Casper Elgaard og Hope Racing-hybriden var 23. samlet og næstsidst blandt LMP1-bilerne – eneste bag dem var Aston Martin AMR-One-prototypen, der måtte pitte med olielæk.

I GTE-klassen var det som forventet også tæt, og føringen bølgede frem og tilbage. I sit afsluttende stint satte Jan Magnussen den foreløbigt bedste tid i Corvette #74, men den blev mod slutningen overgået af de to BMW’er med #55 foran #56.

Allan Simonsen, Dominik Farnbacher og Leh Keen sluttede som otter og næstbedste Ferrari 458 Italia.

Resultater følger.

Kvalifikationen køres klokken 22.00 – følg det på Eurosport og via livetiming her på Racemag – klik her

Foto: Audi Motorsport