Kevin Magnussen har nu afsluttet sine tests forud for F3-sæsonen i Cooper Tires British F3 International Series.

Sammen med sit Carlin-team har den unge dansker testet på Pembrey, Rockingham, Silverstone og Donington. Resultaterne fra de forskellige tests har været vidt forskellige, men den unge Magnussen lægger ikke vægt på omgangstiderne.

– Mine tests er gået rigtig godt. Vi har testet rigtig meget på mange forskellige baner, og vi har konstant været med helt fremme, så det er rigtig positivt. Det er dog altid svært, at vurdere styrkeforholdet ved test, da det ikke er til at vide, hvad de andre tester i forhold til en selv. Vi har ikke kørt så meget efter omgangstider, men arbejdet på mange forskellige setups, hvorimod andre måske har kørt med lav benzinmængde og dermed været lette. Det kan også have stor betydning, hvor mange sensorer man har på bilen til at tage diverse målinger, da de betyder, at man har en del mere vægt på bilen. Så om vi har det retvisende billede af styrkeforholdet, må vi nok vente til første løb med at se, men jeg er da sikker på, at vi nok skal være med helt i toppen, siger Magnussen junior i en pressemeddelelse.

Første løb for Kevin Magnussen bliver på Monza den 14.-16. april.

På billedet ses Kevin Magnussen (t.v.) ved mesterskabets mediedag sammen med William Buller.

Foto: Jacob Ebrey Photography