Sébastien Ogier havde et forspring på 10 sekunder til teamkammerat Sébastien Loeb, da sidste dag oprandt i Rally Guanajuato Mexico. Men den unge franskmand var kun halvvejs på dagens første specialprøve, da et uheld betød exit fra rallyet.

– Jeg skulle pushe for at holde fast i min førsteplads, da jeg som førende skulle være den første på prøverne og feje vejene igen, siger Sébastien Ogier i en pressemeddelelse.

– BIlen understyrede i et sving og vi kom lidt bredt. Jeg kunne ikke undgå en sten i kanten, og venstre fronts upright knækkede. Jeg satsede og tabte, men først og fremmest har jeg det frygteligt for hele teamet. Vi har gjort det godt siden begyndelsen på weekenden, og jeg kunne ikke indkassere og score nogle vigtige point for Citroën, siger Ogier videre.

I stedet kunne den anden Séb tage sin femte sejr i træk i rallyet og samtidig fejre første sejr til Citroëns DS3 WRC.

– At se Sébastien og Julian i vejkanten gav ikke megen glæde. Vi kunne have kæmpet lige til mål, og det er en skam, at det sluttede sådan. Vi kom tilbage i føringen af rallyet med mere end et minut og 30 sekunder til Mikko (Hirvonen, red.). Vi kørte bare forsigtigt til mål, siger Loeb.

Loeb kunne dog tage to ekstra point på powerstagen og er nu på andenpladsen i WRC-stillingen.

Foto: Citroën Racing