Chris Patterson er vant til at sidde i højresiden og læse kort for Petter Solberg. Men på søndagens Power Stage, der afsluttede Swedish Rally på live-tv, måtte kortlæseren selv gribe til rattet.

Norske Petter Solberg fik fredag taget sit kørekort – en straf, der blev effektueret søndag lige inden den afsluttende specialprøve.

Trods flere sejre på specialprøver og udsigten til en podieplads, så mistede Solberg og Patterson grebet om toppen, da de søndag blev ramt af flere uheld. En ødelagt støddæmper og 20 sekunders tidsstraf fjernede effektivt alt håb om en norsk sensation i Sverige. Oveni blev Solberg taget for at køre for hurtigt på offentlig vej mellem specialprøver fredag, og så måtte Patterson altså i aktion.

– Jeg tager hatten af for Chris. Han har aldrig kørt en rallybil før, og satte alligevel en god tid på den prøve, siger Solberg til sin hjemmeside.

– Jeg synes, vi har gjort det godt denne weekend, og alt har fungeret fint. Selv med 20 sekundersstraffen tror jeg, vi havde en chance for et podie. Men med støddæmperproblemerne om morgenen mistede vi for meget tid, siger Solberg videre.

Citroën-privatteamet sluttede på en femteplads midt i mellem de to fabrikskørere Ogier og Loeb.

Se video med Pattersons indsats her.

Foto: Tony Welam