Blot 18-årige Kevin Magnussen går i 2011-sæsonen for alvor i sin fars fodspor. Mags jr. skal køre i det britiske F3-mesterskab, hvor senior for alvor slog sit navn fast – og fortsat holder rekorden for flest sejre i én sæson.

Kevin Magnussen har netop fået støbt sæde i sin Carlin F3-racer og taler her om sine tanker og forventninger forud for 2011-udgaven af Cooper Tires British F3 International Series.

Glæder du dig til at køre i British F3 i år?

Jeg glæder mig virkeligt meget. Det er åbenlyst det næste, naturlige skridt for mig. Jeg kørte i det tyske mesterskab sidste år, og selvom jeg fik nogle gode resultater, så var det ikke helt dét slutresultat, jeg ønskede. Men det var et godt læreår for mig og en masse god erfaring. Nu synes jeg det er tid til at rykke til et mesterskab med lidt bedre profil. Der er er masse biler i British F3, en masse hurtige kørere, og vi skal køre på nogle fantastiske racerbaner, som vil være god erfaring for fremtiden.

Hvordan er det gået med tests op til sæsonen?

Det er gået godt, indtil videre. Jeg synes, at jeg har lært meget allerede. Det er et godt miljø at lære i. Jeg var ekstremt imponeret over, hvordan teamet arbejder, og folkene er fantastiske. Jeg er virkeligt glad for at være her og kan ikke vente med at komme i gang.

Er bilen fra British F3 meget forskellig fra den fra tysk F3, som du kørte sidste år?

Det er svært at forklare, for at være ærlig. På en måde føles den som en bedre bil, men det er fordi det er en opdateret version af den F3, som jeg kørte i Tyskland. Carlin har åbenlyst gjort et godt stykke arbejde med at perfektionere bilen, og selvfølgelig er den største forskel dækkene. I Tyskland kørte vi på Yokohama, i England kører vi på Cooper Tires; som jeg har været virkeligt imponerede af indtil videre.

Hvad gør F3-bilen til en favorit blandt kørerne?

Jeg tror det er fordi, den er udviklet gennem så mange år. Det er en ret gammel bil på mange måder, og hvert år med hver generation er den blevet forbedret. Man kan virkeligt fornemme den erfaring og udvikling, der er i den.

Har din far givet dig nogle tips om British F3 eller nogle af banerne?

Han har ikke rigtigt givet mig nogle tips om mesterskabet, det er så mange år siden han kørte her! Alt er forandret siden han var her. Selvfølgelig giver han mig gode råd, men han stoler på, at teamet passer på mig og lærer mig alt, jeg skal vide. Han er ikke engineer; han er en virkeligt god kører og en god far, så han rådgiver mig på et andet niveau. Han stoler på, at jeg gør mit bedste.

Vil din fars record i British F3 lægge yderligere pres på dig denne sæson?

Det vil sikkert tiltrække mere opmærksomhed på mig, men jeg tror ikke det vil lægge pres på mig. Jeg går ikke efter at slå hans rekord for flest sejre i en sæson. Mit mål er at vinde mesterskabet, og hvis jeg kan slå hans rekord, så vil jeg gøre det. Men det er ikke mit fokus, det er at få den bedst mulige sæson og vinde mesterskabet.

Har du nået at lære dine teamkammerater at kende endnu?

Ja, jeg har lært at kende dem en smule under vintertests. Alle er fine fyre, og det er godt at være i et team med gode kørere. Det vil jeg kunne lære af. Jeg synes, at vi alle er hurtige kørere, og vi kan forbedre og pushe teamet fremad.

Kevin Magnussen og resten af  Cooper Tires British F3 International Series kører første løb på Monza den 15. april.

Foto: ATS F3 Cup