ACO har netop frigivet det endelige reglement for serierne, der kører efter Le Mans-reglementet i 2011. De væsentligste ændringer for LMP1 er, som allerede offentliggjort, mindre motorer og aerodynamiske ændringer – som den nu obligatoriske ‘finne’ på motorhjelmen. Men også tankstørrelsen er væsentligt formindsket.

I den fortsatte kamp om at skabe spænding i den hurtigste klasse på Le Mans er tankstørrelsen væsentligt formindsket til 2011. Benzindrevne biler må have tanke på 73 liter, mens dieseldrevne racere maksimalt må lastes med 63 liter mod tidligere 90 liter. De få LMP1 i 2010-spec, der ventes til start, får lov at have tankstørrelse på 75 liter, men får til gengæld restriktioner i luftindtaget.

Hybridbiler får – til stor glæde for miljøet og Hope Polevision, der har annonceret, at de vil køre med en hybrid LMP1, samme reglement som de mere konventionelle racere, når det gælder tankstørrelse og minimumsvægt.

Motorreglementet er som tidligere annonceret begrænset til et udvalg af 3,4 liter V8, 2 liter turboladet motor eller en 3,7 liter turbodiesel – som Audi har valgt til deres R18

Reglementet giver ACO mulighed for at justere ’balance of performance’, dvs. justeringer på tankstørrelse, minimumsvægt eller luftindtag for at sikre præstationer tæt på hinanden. Det vil blive kalkuleret ud fra gennemsnitlige omgangstider i løbene på Sebring og Spa-Franchorchamps, og ACO forbeholder sig retten til at ændre to gange i løbet af sæsonen.

Dermed adopterer ACO et reglement lig det, der er blevet benyttet i FIA GT1 World Championship i 2010 – et omdiskuteret vægtreglement, der har givet store forskydninger i præstationerne på de enkelte biler.

Se det fulde reglement her (åbner som PDF i nyt vindue).

Foto: Audi Motorsport