Ford afslørede på SEMA-showet i Las Vegas tidligere på måneden, at de nu går aktivt ind i konstruktionen af en ny Ford Focus til racing og rally efter S2000-reglementet. Den nye Focus er nu klar, og Ford har offentliggjort en serie fotos.

Ford afslørede på bilshowet, at de vil støtte konstruktionen af en ny racer i samarbejde med en række teams på globalt plan.
– Der har været en massiv interesse for den nye Focus fra racingverdenen, og den passer perfekt til en global standardvogn. Ved at samarbejde med professionelle, private teams, kan vi sikre, at Focusen har den support, der kræves for at konkurrere og vinde, sagde Jost Capito, der er chef for Fords Global Performance Vehicles and Motorsports Business Development, ved motorshowet.
Ford Focus har kørt i BTCC i år i privat regi med LPG-motor (flydende gas). Den kommende Ford Focus-racer vil have benzinmotor efter Fords EcoBoost-teknologi. Efter sigende skulle det private team være klar med en ny, benzindrevet Ford til 2011-sæsonen – hvorvidt den er bygget efter NGTC-reglementet, der træder i kraft i BTCC næste sæson, er endnu uvist.
For store fotos, klik på billederne.
Fotos: Ford



