Michel Nykjær kunne ingen røre i FIA WTCC på Okayama. Danskeren førte an fra start og opbyggede et forspring på fem sekunder til Gabriele Tarquini. For anden gang i år måtte danskeren dog se en sejr glide ud af hænderne.

Efter syv omgange kom safetycar på den regnvåde bane, og om det kostede dækkene eller koncentrationen er ikke klart pt. På niende omgang skydes løbet i gang igen, atter med danske Nykjær, der med det samme åbner hul til Tarquini. Men få sving efter går det galt, og danskeren må i gruset og langt ned i rækkerne.

Det gentager sig omgangen efter, og på 11. omgang må Gabriele Tarquini smide koncentration og sejr over styr. Italieneren rammer dækkene hårdt og må udgå fra løbet.

Augusto Farfus overtager føringen, som han tager sikkert til mål. Michel Nykjær bliver, som plaster på såret, bedste rookie, da Norbert Michelisz i løbets slutfase må følge flere andre i gruset for at undvige en skidt parkeret Henry Ho.

Før alt dette kæmper Andy Priaulx heroisk uden servostyring, men det går galt for briten allerede i indledningsfasen. Her snurrer BMW-køreren egenhændigt rundt, ryger i gruset og sidder fast.

Den anden podieplads til Yvan Muller denne weekend betyder, at franskmanden fører WTCC med 37 point før finalen i Macau. Colin Turkington tager andenpladsen i regnvejrsløbet.

Kristian Poulsen kører en tredjeplads hjem blandt privatkørerne, mens Hernandez må udgå.

Svenske Robert Dahlgren kæmper sig heroisk op efter at være startet helt i bunden i Race 1 efter motorbytte. Volvo-køreren slutter sekser.

Resultat fra andet WTCC-løb på Okayama:

1 FARFUS BMW 320si
2 TURKINGTON BMW 320si
3 MULLER Chevrolet Cruze
4 HUFF Chevrolet Cruze
5 MENU Chevrolet Cruze
6 DAHLGREN Volvo C30
7 NYKJÆR SEAT Leon TDI
8 MICHELISZ SEAT Leon TDI
9 CORONEL SEAT Leon TDI
10 O’YOUNG Chevrolet Lacetti
11 ENGSTLER BMW 320si
12 POULSEN BMW 320si
13 ROSSI SEAT Leon TDI
14 BARTH SEAT Leon TDI
15 YANAGIDA BMW 320si
16 ROMANOV BMW 320si
17 TANIGUCHI Chevrolet Lacetti
18 D’ASTE BMW 320si
19 TANIGUCHI BMW 320si
20 BENNANI BMW 320si
21 CHEN BMW 320si
22 HO BMW 320si
23 HERNANDEZ BMW 320si
24 TARQUINI SEAT Leon TDI
25 MONTEIRO SEAT Leon TDI
26 ITO BMW 320s

Foto: fiawtcc.com