Tredjepladser er normalt ikke noget, racerkørere samler på. Men søndag tog Kevin Magnussen med en tredjeplads i årets sidste løb i ATS F3 Cup også tredjepladsen i mesterskabet. Samtidig sikrede tirsdagens fødselar sig også rookie-mesterskabet.

– Det er helt vildt. Jeg var super heldig, men er også superglad. Det så rigtig svært ud i denne her weekend, og jeg har ligget vågen hele natten for at tænke på, hvordan jeg kunne få min tredjeplads i mesterskabet, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

– Vi har hele året kæmpet med vores fart og særligt i kvalifikationerne har vi ikke været hurtige nok. Så alle mine placeringer har jeg kørt mig til i løb, så jeg var klar over, at det også var det, der skulle til i dag. At jeg så samtidig var heldig, at Daniel Abt udgik på sidste omgang, så jeg også kunne vinde rookie-mesterskabet er bare helt vildt, siger Magnussen.

Sæsonen har været meget op og ned for danskeren, der kører sin første sæson i Formel 3. Motopark Academy-teamet har ikke haft helt samme fart som flere af de andre topteams, så mesterskabspladsen har nok større betydning, end en tredjeplads normalt har.

– Jeg ved ikke, hvad der betyder mest for mig. Tredjepladsen i mesterskabet, er normalt ikke noget jeg kører efter, men jeg ved, hvor svært vi har haft det i år og hvordan jeg har skullet kæmpe for mine resultater, så den her tredjeplads er jeg rigtig glad for. Samtidig er det fedt at kunne vinde rookie-mesterskabet og bevise, at jeg kun er slået af nogle, der
har mere erfaring med de her biler end jeg har, slutter han.

Foto: ATS F3 Cup