Når ALMS afslutter sæsonen med Petit Le Mans på Road Atlanta i starten af oktober, så er det samtidig anden afdeling af ILMC – Intercontinental Le Mans Cup.

Team Peugeot Total fik fuld potte i premiereløbet på Silverstone senest, og nu sigter det franske team også mod at tage sejren i 1000-miles-løbet på Road Atlanta – og gerne en gentagelse af dobbeltsejren i 2009.

– Jeg er sikker på, at racingen vil blive tættere og tættere, siger Team Peugeot Totals tekniske chef Bruno Famin i en pressemeddelelse.

– Duellen vi så på Silverstone vil sikkert få os til at holde vejret igen på Road Atlanta, denne gang over en distance på 1000 mil eller måske 10 timer, for løbene i USA leverer generelt masser af drama, siger han videre og hentyder til sidste års løb, der blev afbrudt af styrtregn.

– For det første, så er safetycar- og dækreglerne anderledes, så vi skal være på stikkerne hele vejen igennem og hurtigt justere vores strategi, hvis det er nødvendigt. Det er den slags træning, vi altid er kommet til USA for i forberedelserne til Le Mans. Denne gang, hvor løbet tæller til ILMC, vil vi naturligvis gå efter endnu en sejr for at udbygge vores føring, slutter Famin.

I ALMS må der ikke benyttes dækvarmere, hvilket giver masser af spænding på outlappen efter pitstop. Derudover bruges der også kun én safetycar, mens pitlane er lukket under safetycar.

Team Peugeot Total stiller med Peugeot 908 HDi FAP #7 med Anthony Davidson, Marc Gene og Alexander Wurz samt #8 med Pedro Lamy, Franck Montagny og Stepháne Sarrazin.

Foto: ALMS