Triumf for den danske Ferrari-kører, som efter et stærkt comeback sikrede sejren i et dramatisk tretimersløb på Barber Motorsports Park – og dermed tog sæsonens fjerde podie i GT World Challenge America.

Frederik Schandorff kunne sent søndag aften dansk tid fejre endnu en tur på sejrspodiet. Danskeren var nemlig den første til at krydse målstregen i sjette afdeling af GT World Challenge America, som blev afviklet på Barber Motorsports Park i Alabama. Med to tidligere andenpladser og en tredjeplads, heriblandt en klassesejr, har Schandorff dermed været på podiet i fire af de fem afdelinger, han har deltaget i dette års udgave af det amerikanske GT3-mesterskab.

Sejren i Alabama kom dog ikke nemt til danskeren og resten af AF Corse. Det var Schandorffs teamkammerat Mathias Perez Companc, som startede langdistanceløbet fra pole position, og selvom argentineren forsvarede føringen under starten, måtte han senere se sig overhalet af aggressive konkurrenter, da feltet to gange blev samlet og løbet genstartet efter safetycar-perioder.

Schandorff overtog således holdets Ferrari 296 GT3 på en tredjeplads med en time og 40 minutter tilbage og hele 38 sekunder op til den førende bil. Omgang efter omgang lykkedes det danskeren at hente ind på konkurrenterne, og med 48 minutter tilbage slog han til. Efter længe at have jagtet den førende Mercedes-AMG udnyttede Schandorff en mulighed og overtog førstepladsen efter en dramatisk, men godkendt overhaling.

Herfra kunne danskeren kontrollere løbet og gradvist øge afstanden til forfølgerne. Efter 125 omgange krydsede Schandorff det ternede flag som vinder med næsten seks sekunders forspring.

– Det var virkelig et fedt ræs! Lidt af en rutsjebanetur, fordi vores genstarter ikke fungerede perfekt, men god strategi og stærkt arbejde i pitlane hjalp os tilbage i kampen. Det krævede en stor indsats at komme frem i feltet igen, for der bliver ikke givet ved dørene, og banen er virkelig svær at overhale på, så jeg måtte vente på den rigtige mulighed for at overhale den førende Mercedes-AMG, lyder det fra Frederik Schandorff.

– Da den kom, slog jeg til. Det krævede lidt brede albuer og nærkontakt at komme forbi, men det lykkedes, og det var fair racing fra os begge. Derfra handlede det bare om at få bilen sikkert hjem. Stor tak til hele holdet. Det er fedt at afslutte næstsidste afdeling med en sejr, så vi kan tage stærkt momentum med til finalen.

Da Schandorff selv er ude af kampen om kørermesterskabet efter at have misset femte afdeling på grund af sin deltagelse i det europæiske GT World Challenge-mesterskab med Selected Car Racing, bliver opgaven i sæsonfinalen at hjælpe teamkammeraten Mathias Perez Companc i kampen om titlen. Finalen i GT World Challenge America afvikles på Indianapolis Motor Speedway den 11. oktober.

Schandorff er dog allerede på vej mod næste opgave. Den kommende weekend gælder det nemlig finalen i det amerikanske IMSA-mesterskab, hvor han sammen med Inception Racing skal hjælpe teamkammeraten Brendan Iribe i kampen om det prestigefyldte Bob Akin-mesterskab, som kan sikre amerikaneren en invitation til 24-timersløbet på Le Mans i 2027. IMSA-finalen, 10-timersløbet Petit Le Mans, afvikles på Road Atlanta i Georgia lørdag den 3. oktober.