Michel Nykjær tog gode point også i andet løb i WTCC, hvor sydsjællænderen blev firer i andet løb. Kristian Poulsen vinder klassen for privatkører og bliver sekser.

Nykjær startede toer bag Norbert Michelisz, men bagfra kom Andy Priaulx og skød frem i starten til sejr. Bag ham kæmpede Michelisz, Nykjær og en overaggressiv Tiago Monteiro.

Portugiseren kørte overivrigt på Michel Nykjærs venstre baghjul på fjerde omgang, så danskeren måtte lade både Augusto Farfus og Yvan Muller gå forbi. Monteiro indkasserer en drivethrough-straf for dén manøvre, men inden han kunne nå at afvikle den, havde han skubbet Norbert Michelisz af også.

Nykjær kom dog tilbage i løbet og kunne holde fjerdepladsen foran Tom Coronel og bliver dermed bedste rookie.

Kristian Poulsen fik en god start i den baghjulstrukne BMW og kører sig frem til en flot sjetteplads samlet og en sejr i klassen for privatkørere. Dermed var der – næsten – fuld valuta for de mange danskere, der var mødt frem på Oschersleben i dag.

Resultat af andet løb i WTCC på Oschersleben:

1 PRIAULX BMW 320si
2 FARFUS BMW 320si
3 MULLER Chevrolet Cruze
4 NYKJÆR SEAT Leon TDI
5 CORONEL SEAT Leon TDI
6 POULSEN BMW 320si
7 HUFF Chevrolet Cruze
8 MENU Chevrolet Cruze
9 TARQUINI SEAT Leon TDI
10 GENE SEAT Leon TDI
11 MICHELISZ SEAT Leon TDI
12 O’YOUNG Chevrolet Lacetti
13 HERNANDEZ BMW 320si
14 ROMANOV BMW 320si
15 MONTEIRO SEAT Leon TDI
16 TANIGUCHI Chevrolet Lacetti
17 ENGSTLER BMW 320si

Foto: Stine Østergaard