WTCC-spydspidsen Yvan Muller kan nu se frem til sin WRC-debut. Den alsidige racerkører, der også er tidligere tidobbelt mester i isracing, får debut i sit hjemmebanerally Rallye de France i oktober.

Den 41-årige franskmand skal køre for Petter Solberg World Rally Team i nordmandens Citroen Xsara fra sidste sæson.

– Baneløb er nok det, jeg er bedst kendt for, men jeg synes det er vigtigt at prøve noget nyt. Jeg har en god fornemmelse af rally, og jeg er også glad for at se dette projekt bevæge sig frem mod Rallye de France. Det er god mulighed for at udforske vejene i min hjemby, spøger Yvan Muller til wrc.com

– Det bliver sjovt for både vores team og for Yvan. Xsaraen er ekstremt god på asfalt, og jeg er sikker på, at Yvan vil nyde at køre den. Jeg kender ham lidt fra tidligere; han er en rigtig fin fyr og også en god kører. Jeg er sikker på, at vi vil få en god weekend og et godt rally i Frankrig, siger Petter Solberg til hjemmesiden.

Rallye de France afvikles i Alsace-regionen, hvor Yvan Muller stammer fra. Muller vandt BTCC i 2003 og det franske standardvognsmesterskab i 1995 samt WTCC i 2008. Muller fører i øjeblikket WTCC for Chevrolet-teamet.

Foto: fiawtcc.com