Når WEC-sæsonen skydes i gang med WEC Prologue i Qatar i morgen bliver det med bedre balance of performance for de fleste af hypercar-bilerne med danskere bag rattet.

Balance of Performance-begrebet (BOP) dækker over de restriktioner, som FIA pålægger holdene ved hver runde i World Endurance Championship, og er til for at sikre at alle biler er konkurrencedygtige. FIA kan bl.a. pålægge holdene mere vægt og begrænse deres motorkraft. Ved Le Mans sidste år introducerede de også den såkaldte power gain restriktion, som gør, at bilerne kan have flere hestekræfter over 250 kilometer i timen.

Begrænsninger på hestekræfter påvirker bilens acceleration og topfart, mens power gain er til for at begrænse bilens acceleration, uden at påvirke top hastigheden. Vægtballast påvirker selvfølgelig også bilens fart i en lige linje, men har langt større indflydelse i svingene.

Nicklas Nielsens Ferrari 499P er en af de store vindere i årets Qatar 1812km BOP. Den er blevet hele 43kg lettere siden sidste års version af løbet, og vejer nu 1037kg – 7kg over minimumsvægten i reglementet. Nielsens Ferrari #50 var seks tiendedele fra pole position i 2024, mens den bedste Ferrari i løbet var AF Corses #83, der sluttede en omgang bagved den vindende Porsche Penske #6.

Kevin Magnussens BMW har også været på slankekur siden sidste år. Den er 23kg lettere end sidste år, og vejer nu 1037kg, ligesom Nielsens Ferrari. BMW er dog fået lidt mindre motorkraft siden sidste sæson, og yder nu kun 677 hestekræfter.

Mikkel Jensens Peugeot #93 så længe ud til at den ville komme på andenpladsen Qatar 1812km i 2024, indtil den løb tør for brændstof med kun en omgang tilbage. Men farten var der utvivlsomt, og ved årets løb får Peugeot lov til at skrue helt op for motoren, som yder 697 hestekræfter, mens de kun får 1kg i ballast. Derfor kan både Mikkel Jensen i #93 og Malthe Jakobsen i #94 forhåbentlig kæmpe med om sejren i år, og give holdet noget af juble over efter sidste års enorme skuffelse.

Den eneste danskerbil, der får værre BOP i år end sidste år, er Michael Christensens Porsche 963 med dørnummer #5. Alle Porsche 963’erne, inklusiv kundebilerne fra Hertz Team Jota og Proton Competition, var lynhurtige på Lusail International Circuit. Derfor bliver Porscherne pålagt yderligere 16kg ballast og vejer nu 1064kg. Som et lille plaster på såret får de dog fire hestekræfter mere, op til 681.

Marco Sørensen og Aston Martin, som gør debut i Hypercar, vejer ind med 1042kg og yder 675 hestekræfter.

Du kan læse meget mere om de danske Hypercar-kørere og deres biler i artiklen her.

Foto: Peugeot Sport