Hvis Bastian Buus efterhånden godt kunne tænke sig lidt ferie bort fra Europas racerbaner kan man ikke fortænke den 19-årige Koldingenser. Over 20 løbsweekends og 34 løb er det blevet til i år i tre forskellige mesterskaber. Den forgangne weekend beviste Bastian endnu engang sit store potentiale ved at tage to andenpladser i sidste runde af Porsche Carrera Cup Deutschland på Hockenheim og en samlet fjerdeplads i serien med en enkelt sejr undervejs.

Bastian Buus havde igen en af sine hurtige weekender på Hockenheim, hvor den danske racerkører sikrede sig to andenpladser i ottende og sidste afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland. Et stærkt resultat for det 19-årige talent, som imidlertid missede mesterskabspodiet med blot fire point. 

– Vi kæmpede med farten under forberedelserne og endte med at skifte en masse komponenter på bilen før kvalifikationen lørdag formiddag. Dét gjorde en forskel, og jeg sikrede mig en P2 til begge løb, hvor det lykkedes mig at forsvare positionerne frem til mål, lyder det fra Bastian Buus. 

– To podieresultater er en stærk måde at slutte sæsonen, men omvendt var det ikke nok til at komme i top-tre i den samlede stilling. Jeg misser mesterskabspodiet med fire point, hvilket naturligvis er skuffende. Det er tredje mesterskab i år, jeg slutter på en samlet fjerdeplads. Generelt er det dog svært at være virkelig utilfreds med en sæson, hvor jeg har været på podiet i otte ud af 16 løb. Nu går vi ind i et spændende vinterhalvår, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal ske i den nye sæson. 

– Indtil da en kæmpe tak til hele holdet bag Allied-Racing, som har været et fantastisk team i både det tyske og det franske Carrera Cup-mesterskab. Også tak til alle mine sponsorer og partnere i mit netværk, Flatout Club, som har gjort det hele muligt. Jeg glæder mig til at løfte sløret for mine planer for 2023. 

Forrige weekend gjaldt det slutfløjtet i Porsche Carrera Cup France, og også her blev det til en samlet fjerdeplads, men årets absolutte succeshistorie skal uden tvivl findes i den fineste klasse; Porsche Super Cup (PSC). PSC køres som bekendt i forbindelse med primært europæiske Formel 1-Grand Prix’, og Bastian vandt to afdelinger (Frankrig og Italien), den eftertragtede rookie-of-the-year titel samt en slutstilling som P4. 
En trio af fjerdepladser og løbssejre, der uden tvivl er blevet bemærket på højeste sted i Porsche Motorsport.

Resultat race 15, Porsche Carrera Cup Deutschland
1. Larry ten Voorde (Netherlands/Team GP Elite)
2. Bastian Buus (Denmark/Allied-Racing)
3. Laurin Heinrich (Germany/SSR Huber Racing)
4. Dylan Pereira (Luxembourg/IronForce Racing by Phoenix)
5. Loek Hartog (Netherlands/Black Falcon)
6. Alexander Tauscher (Germany/Allied-Racing)
7. Lorcan Hanafin (United Kingdom/Fach Auto Tech)
8. Huub van Eijndhoven (Netherlands/GP Elite)
9. Rudy van Buren (Netherlands/Huber Racing)
10. Glenn van Parijs (Belgium/ID Racing)

Resultat race 16, Porsche Carrera Cup Deutschland
1. Larry ten Voorde (Netherlands/Team GP Elite)
2. Bastian Buus (Denmark/Allied-Racing)
3. Dylan Pereira (Luxembourg/IronForce Racing by Phoenix)
4. Laurin Heinrich (Germany/SSR Huber Racing)
5. Glenn van Parijs (Belgium/ID Racing)
6. Morris Schuring (Netherlands/SSR Huber Racing)
7. Lukas Ertl (Germany/CarTech Motorsport by Nigrin)
8. Alexander Fach (Switzerland/Fach Auto Tech)
9. Rudy van Buren (Netherlands/Huber Racing)
10. Alexander Tauscher (Germany/Allied-Racing)

Toppen i Porsche Carrera Cup Deutschland-stillingen 2022:

1. Laurin Heinrich (Germany/SSR Huber Racing), 297 points
2. Larry ten Voorde (Netherlands/Team GP Elite), 266 points
3. Dylan Pereira (Luxembourg/IronForce Racing by Phoenix), 240 points
4. Bastian Buus (Denmark/Allied-Racing), 236 points

Se den samlede stilling her.

Foto: Porsche AG