Tekst og foto: Morten Alstrup

Det er ti år siden, at Dan Dirks byggede sin første bil til drifting, men det er bare fire år siden, at han satte sig bag rattet af sin simulator. Her har han tilbragt mere end 1.000 timer, som har været givet godt ud, når han dyrker sporten i den virkelige verden

Det var lidt et tilfælde, at Dan Dirks i 2018 byggede sig en simulator til at køre drift med.

”Jeg havde smadret en motor, og en kammerat sagde Skal du ikke prøve en simulator, mens du bygger en ny motor op?” fortæller han. ”Jeg købte et begyndersæt, men med tiden har jeg fået bygget simulatoren op, så det svarer til opbygningen af min drift-bil, som jeg også har fået skabt i en en-til-en-model til simulatorkørsel.”

I dag består Dan Dirks rig bl.a. af et RRS-rat monteret på en Simucube 2 Pro-ratbase, mens pedaler og gearskifter begge kommer fra Thrustmaster. Specielt skiftet til den nuværende ratbase har gjort underværker.

”Det er en ny verden at gå fra et mellemklasserat til et rat, som er baseret på en børsteløs elmotor, for det er meget mere flydende, så det føles som en rigtig bil,” fortæller han. ”Det er ligesom at gå fra en Aygo til en Mercedes. Men kører du ind i en væg, skal du huske at slippe rattet, for ellers brækker du nemt en tommeltot.”

”Mine pedaler er derimod i den billige ende, men du kan jo også købe dig fattig i sådan noget udstyr. Sædet stammer i øvrigt fra min første drift-bil…”

Dan Dirks deltager i Virtual Drift Championship, hvor man anvender simulatorprogrammet Assetto Corsa. Foran sig har han en enkelt stor skærm, men den anvender han faktisk kun, når han deltager i traditionelle iRacing-banesportskonkurrencer.

VR-BRILLER BEDST

”Når jeg kører drift, sker det med Oculus Rift S-VR-briller, fordi du i drifting kikker meget ud af sideruden,” forklarer Dan Dirks. ”Skal du køre et stint på en time eller to, bliver du gennemblødt af at have VR-briller på.”

”Der er mange online lobbies, du kan hoppe ind i. Vi har to servere, hvor vi joiner. Så er der to, som starter med at køre, og inden du får set dig om, så er der pludselig ti, som venter på at komme med. Når vi kører på en bane som Sturup Raceway, kan vi nemt have mange i gang, fordi det næste par kan komme afsted kort tid efter, at det forrige par er startet. Det er lidt sværere med f.eks. Road Atlanta, hvor man ofte skal vente. Der skal helst ikke være for mange i gang, for jeg kan godt mærke det på min computer. Computeren skal også hele tiden opdatere dataene for de biler, som bare holder og venter.”

For Dan Dirks har simulatoren og Assetto Corsa budt på værdifuld træning.

”Det er en billig måde at træne på. Og lige så svært,” siger det 33-årige medlem af Motor Sport Sønderjylland. ”Du kan virkelig træne at køre chase på konkurrenterne, og så er der en fin knap – tilbage-til-pit. Den bliver der trykket mange gange på.”

”Hvis vi kører tre timer, er den første time, måske halvanden seriøs. Du kan nå mange omgange. Du kan starte forfra hele tiden. Jeg tror, at jeg har rundet 1.000 timer på simulatoren. Havde man 1.000 timer på en racerbane i virkeligheden, så ville du også kunne den udenad. Man bliver meget mere selvsikker. Man tør nogen ting i de virkelige løb, fordi man har prøvet det. Det har rykket mig meget. Jeg ville ikke have været der, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg haft simulatoren.”

NORSK VISIT

Og drift i virkelighedens verden har han ikke lagt på hylden. Men han savner udfoldelsesmuligheder herhjemme.

”Vi mangler en egentlig DM-serie. Sidst vi havde en, var inden coronaen, så jeg har besluttet mig for at deltage i en afdeling af Norwegian Drift Championship på Lillesand Drift Arena i slutningen af august,” siger Dan Dirks. ”Hvis det bliver en succes, vil jeg måske tage en fuld sæson i Norge.”

Han har haft to BMW’er. Den første var en BMW E36-model, som han brugte i tre år, inden han skiftede til sin nuværende BMW E46-model. Som han siden har modificeret løbende.

”Jeg gav 10.000 kroner for den på mobile.de i Tyskland. Det er var en helt standard 325-model,  en så vil man jo have mere,” fortæller han. ”Jeg købte en 2JZ-motor – den sekscylindrede treliters motor fra Toyota Supra. Den er fra 1994, og jeg gav 4.500 kroner for den. Med 2JZ-motoren kan man lave 500 hk uden at åbne den, men bare sætte større dyser i og montere en større turbo. Det kan man bare ikke gøre på en BMW-motor. Jeg har vel haft den motor i syv år og kun renoveret den en gang. Da jeg gjorde det, kunne jeg klare mig med et sæt stempler, nye lejer og bolte. Men så har jeg også en motor, der yder 680 hk og 725 Nm.”

Økonomi er også vigtigt for Dan Dirks.

”Det er megasjovt at bygge biler, og jeg har en drøm at bygge en BMW 2-serie, men jeg ved også, hvad det vil koste. Jeg vil hellere bruge pengene på at køre,” siger han. Og presser kun motoren, når der er behov for det.

TEMPERATURFØLSOM

”I drifting er det vigtigt ikke at køre motoren for varmt. Når jeg 110-120 grader varm olie, så bliver jeg en kylling og bakker af. Kører jeg træning, stopper jeg ved 100 grader. Jeg har aldrig skullet stå og skifte motor. Hvis du holder din motor nede i temperatur, vil dens tolerancer blive ved med at passe. Jeg har altid været forskånet motormæssigt.”

Opskriften gav succes ved Öresundssladden på Sturup Raceway tidligere på året. Her vandt han.

”Vi tankede og skiftede dæk. Vi skruede ikke,” siger han.

Men Dan Dirks erkender, at det bliver sværere og dyrere at komme til tops, hvis man vil deltage i de store internationale konkurrencer.

”Europæisk drifting er stukket af i de to seneste år, og vi danskere ville ikke have en ærlig chance for at kunne følge med i f.eks. Drift Masters European Championship,” siger Dan Dirks. ”Bilerne får mere og mere greb, og dækkene bliver bredere og bredere, og man bøvler med at køre sidelæns, fordi bilerne bare gerne vil fremad. Man er nødt til at sætte regler for, hvor bløde dækkene må være. Jeg var tilskuer til DMEC-løbet på Mondello Park tidligere på året, og her kunne du tage din nøgle, presse den ned i et dæk, og så kunne man stadig se aftrykket af nøglen bagefter.”

STOR BEKENDTSKABSKREDS

Det er bl.a. gennem den digitale drifting, at Dan Dirks har fået udvidet bekendtskabskredsen og skabt nye kontakter til drift-verdenen. I ind- og udland.

”Der er flere, jeg har kæmpet imod i den virtuelle verden, som jeg siden har mødt i virkeligheden. Rhys Tatterson fra England er en de dygtigste til at køre simulator, og ham har vi inviteret til at besøge os i Danmark,” siger Dan Dirks. Med vi mener han også kæresten Majbritt Kjær, der ligeledes har fart i blodet. Hun deltog således i street racekonkurrencen ved årets udgave af DHB på Padborg Park.

”Mange, som er startet med at køre drift online, er begyndt at anskaffe sig biler til drifting i den virkelige verden. Deres biler er måske i den billige ende, men man kan hurtigt se, at de kan bruge det, de har lært i en simulator,” siger Dan Dirks. ”Rhys Tatterson havde vundet Drift Masters online, og han fik lov til at prøve min bil på Tirstrup Flyveplads, og selv om han var vant til højrestyrede biler, gik der kun to omgange, så havde han helt styr på den.”

”Nogle af dem, jeg kæmper med på computeren, er børn. Bare 12, 14 eller 15 år gamle. Nogle af dem vil kunne komme langt i den virkelige verden, hvis de kan finde budgettet. Konkurrencen på computeren er blevet så hård.”

Men vil den digitale drifting få ham til at lægge den fysiske drifting på hylden?

”Jeg slipper nok racerbilen, før jeg slipper simulatoren. Jeg har fået mig et fantastisk netværk, hvor jeg nu kender mange ligesindede i hele Europa,” slutter Dan Dirks.

Denne artikel er bragt i Autosport #4 2022. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.