VM i langdistanceløb, FIA World Endurance Championship (WEC), afviklede sjette afdeling lørdag på Spa-Francorchamps i et løb over 6 timer. Det er første gang siden februar det har været muligt grundet corona, men nu ser det ud til, at mesterskabet kan gennemføres med otte afdelinger. Løbet i Belgien blev en ny understregning af Danmarks meget stærke position i international GT-racing. GT Pro-klassen blev således vundet af de regerende verdensmestre Michael Christensen/Kevin Estre (Porsche) efter en løbslang duel med ”DaneTrain” (Aston Martin) Marco Sørensen/Nicki Thiim, der sluttede på andenpladsen og fortsat er i føring i den samlede stilling i klassen.
Som om det ikke var nok vandt Nicklas Nielsen sammen med Perrodo/Collard GT Am-klassen i deres Ferrari, og udbyggede dermed føringen i denne klasse.
I LMP2 scorede danske High Class Racing med Anders Fjordbach den hidtil bedste placering med en femteplads i mål.
Næste runde er det ikoniske 24-timers løb på Le Mans, der køres weekenden 19.-20. september.
Læs mere på www.fiawec.com
British GT på Donington Park
Efter anden runde af British GT Championship indtager Patrik Matthiesen sammen med Jordan Collard en samlet tredjeplads i GT4-klassen i deres McLaren.
Også i løbsserien GT4 Series går det fint for de danske deltagere. Efter anden afdeling i Misano blev det til sejr til hver af Nicolaj Møller Madsen og Bastian Buus i klassen Pro/Am, og de indtager nu anden- og tredjepladsen i den samlede stilling.
Begge danskere kører for Porsche-teamet Allied Racing, men med hver sin makker.
Fotos: Porsche AG / ADRENALMEDIA.COM / Drew Gibson



