Force India har udsendt en pressemeddelelse om, at teamet netop har underskrevet en kontrakt med 20-årige Esteban Ocon.
Ocon skal tage over efter Nico Huldenberg, der for et par uger siden forhandlede en aftale på plads med Renault. Ocon kommer til at køre sammen med Sergio Perez.
Den tidligere mester i F3 og GP3 har som Mercedes juniorkører tidligere i år og i 2015 testet for netop Force India. Og i år startede han som netop Mercedes-kører i DTM, før de trak ham ind hos Manor for at erstatte Rio Haryanto, hvis sponsorer pludselig løb tør for penge.
Læs også: Her kan se Brasiliens formel 1-grandprix
Pressemeddelelsen afslører, at franskmanden bliver i teamet i 2017 og et ukendt antal år fremad.
“Jeg glæder mig til at køre for Force India. Jeg kender teamet indgående efter mine tests, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Silverstone (Force Indias placering) til næste år.
“Jeg vil gerne sige tak til alle hos Manor og særligt Mercedes-Benz for deres støtte og tro på mig,” siger Esteban Ocon.
Den talentfulde kører blev tidligere i år rygtet til Renault, som han bekendt også havde en tjans hos som reservekører. Men forhandlingerne strandede, fordi Mercedes ikke var interesseret i at lade Renault frikøbe den unge franskmand, forlyder det.
Flere undrer sig måske over, hvordan Ocon har kunnet overhale sin teamkammerat Wehrlein i kampen om Force India sædet.
Forklaringen kan enten være, at Mercedes – trods Ocons manglende resultater i Formel 1 – ser et større talent i ham end i Wehrlein. En anden forklaring kan også være, at Mercedes efter 2017 har planer om at lade den tidligere DTM mester, Wehrlein, overtage et af sæderne i Mercedes efter Rosberg eller Hamilton.
I den tilbageværende kørerkabale er der nu reelt kun ledige pladser hos Sauber, Manor og Haas, som stadig mangler at bekræfte kontrakten med Kevin Magnussen. Det bør dog ske senest i weekenden eller først i næste uge.



