I samarbejde med DASU bringer vi her en samlet løbsoversigt, over hvor de danske kørere giver den gas – og selvfølgelig hvor du kan følge med.
Dansk VM-debutant i Japan
For kun ca. tre år siden kunne Nicolai Sylvest lade sig kåre som tidernes hidtil yngste danmarksmester i Formel Ford. Søndag d. 11. oktober får den 18-årige sjællænder så debut i det fineste mesterskab inden for langdistanceløb, World Endurance Championship (WEC), når sjette afdeling af mesterskabet køres på Fuji Speedway i Japan.
Sylvest går til start i klassen GTE Am for det franske Larbre Competition (Corvette). Her erstatter han landsmanden Kristian Poulsen, der ikke har mulighed for at deltage. I stedet har den danske Le Mans-vinder anbefalet Team Danmark-talentet som sin afløser i løbet.
Foruden Nicolai er fire andre danskere til start. I klassen GTE Pro skal Michael Christensen forsøge at score et hattrick af sejre efter at have vundet de sidste to afdelinger for Porsche sammen med østrigske Richard Lietz. I samme klasse jager danske Young Driver AMR sæsonens første podium med Marco Sørensen og Christoffer Nygaard som kørere. Young Driver har fire gange tidligere i år sluttet på fjerdepladsen i klassen, herunder på Le Mans.
Endelig er David Heinemeier Hansson til start i LMP2 for Extreme Speeds Motorsport. Løbet kan følges direkte på Eurosport, med start kl. 04.00 søndag morgen. Det er også muligt at livestreame via seriens hjemmeside www.fiawec.com
Morten Dons kører i Ginetta LMP3
Morten Dons har fået en stor mulighed for Ginetta teamet, da han med ganske kort varsel er blevet inviteret til at køre en LMP3 racer for den britiske sportsvognsproducent. I foråret vandt han et ELMS løbs i en bil magen til, og skal denne gang dele bilen med den britiske GT-kører Glynn Geddie. Løbet er 4 timer langt og køres på Magny Cours. Starten går lørdag kl. 18.25 og kan streames HER
Patrik Matthiesen skal forsvare rookie-føring
På berømte Brands Hatch i England skal den unge sønderjyde Patrik Matthiesen lørdag d. 10. oktober følge op på sidste rundes sejr, der kom i hus på Silverstone. Patrik ligger på en samlet sjetteplads, men fører rookie-tabellen.
Streaming af løbet er besværligt, men kan ses på ITV4 for de heldige der har kanalen.
Finale i Danish Supertourisme Turbo på Padborg Park
Den kommende weekend afvikles finalen i den nye løbsserie Danish Supertourisme Turbo på Padborg Park. Michael Outzen har sikret sig mesterskabet før tid, mens der er tæt kamp om de følgende pladser mellem Johan Jokinen, Frederik Mortensen og Frederik Nymark.
Se mere på www.supertourisme.dk
Der udover er der Formel 1 og MotoGP.
Ønsker du at modtage dette direkte i din mail inbox hver uge? Skriv dig op til DASUs nyhedsbrev her



