I samarbejde med DASU bringer vi her en samlet løbsoversigt, over hvor de danske kørere giver den gas – og selvfølgelig hvor du kan følge med.

VM på COTA med endnu en dansker
Femte runde af VM for langdistanceløb (WEC) køres den kommende weekend på Circuit of the Americas (COTA) i Austin, Texas.
I klassen GTE Pro skal Michael Christensen og holdkammerat hos Porsche Richard Lietz forsøge at gentage sejren fra sidste runde på Nürburgring, mens det danske team Young Driver AMR med Marco Sørensen og Christoffer Nygaard jagter sæsonens første sejr.
Kristian Poulsen er igen til start i GTE Am for det franske Larbre Competition, mens David Heinemeier Hansson er klar for Extreme Speed Motorsports i LMP2.

Benny Simonsen er også blevet hasteindkaldt som erstatning for Roald Goethe i GTE Am for Aston Martin Racing #96. Simonsen deltog også i 2012 i et løb i FIA WEC i Bahrain. Han vandt tidligere på året klassesejr i 24-timers løbet på Spa.

Løbet starter ved midnat lørdag dansk tid, og kan bl.a. følges direkte på Eurosport. Se også www.fiawec.com hvor løbet kan livestreames mod betaling.

Magnussen og Nielsen i TUSC
Ligeledes på COTA køres næstsidste afdeling af Tudor United Sports Car Championship, med deltagelse af Jan Magnussen og Christina Nielsen. Dette løb starter lørdag kl. 18.30 dansk tid, og kan streames HER. Begge danskere er med helt fremme i deres klasser.

Linnemann i rallycross-EM i Spanien
Ulrik Linnemann skal den kommende weekend forsøge at følge op på den fornemme sejr i EM-løbet i Frankrig forrige weekend. På en bane anlagt ved Grand Prix-banen Circuit de Catalunya ved Barcelona afvikles næstsidste afdeling af EM for Super 1600 rallycross, og Ulrik er inden løbet på andenpladsen i den samlede stilling.

Dansk Super Kart og DIF-DM i Roskilde Racing Center
Sidste afdeling af Dansk Super Kart køres den kommende weekend på Roskilde Racing Center ved Hedeland. Foruden afslutningen af den gennemgående serie køres der søndag om DIF-DM i klasserne KZ2 og KF, mens der samtidig køres om DASU-mesterskabet i Cadett Mini.
Løbet er endvidere sidste afdeling af NEZ Cup for KZ2, KF og KF Junior.
Flere end 100 kørere er tilmeldt arrangementet. Adresse: Roskilde Racing Center, Abildgårdsvej 1-3 Tjæreby, 4000 Roskilde.

Thiim i ADAC GT Masters
Nicki Thiim og makker Jordan Lee Pepper er til start for C.Abt Racings Audi R8 LMS, når serien afvikler årets næstsidste afdeling på Zandvoort i Holland.

Løb 1 starter lørdag 13.30, mens løb 2 køres søndag kl. 13.15. Begge kan streames HER.

Sylvest tilbage i BlancPain Endurance Series
Nicolai Sylvest er tilbage bag rattet i Rowe Racings Mercedes SLS GT3 racer til sidste runde af Blancpain Endurance Series, der køres på Nürburgring den kommende weekend. Den 18-årige dansker kom ikke som planlagt til start i 24-timers løbet på Spa da teamet fik sponsorproblemer.
I klassen Pro/Am er Martin Jensen og Dennis Andersen atter til start i Ferrari 458 for Insight Racing. Starten går søndag kl. 14.45. Live-streaming kan findes HER.

 

Ønsker du at modtage dette direkte i din mail inbox hver uge? Skriv dig op til DASUs nyhedsbrev her