Sideløbende med weekendens BTCC-afdelinger på Rockingham kørte også Ginetta Junior cuppen. Danske Patrik Matthiesen har haft en blandet sæson, og weekenden på Rockingham startede da også som en ganske blandet fornøjelse – men til sidst gav det en pokal til den unge sønderjydes skab.
Lørdagens første afdeling af Ginetta Juniors startede lovende for Matthiesen. En fin start blev vekslet til en andenplads, men en ærgerlig snurretur ødelagde chancerne for et godt resultat, og Matthiesen måtte tage til takke med en 11. plads.
Med det som udgangspunkt for søndagens løb, havde Patrik Matthiesen en solid opgave foran sig i det tætpakkede felt af Ginettaer. Men det hele klappede for ham, og med stabil, hurtig kørsel blev den triste 11. plads fra lørdag langsomt men sikkert forbedret til en samlet 4. plads, da det ternede flag faldt. Det rakte til en 2. plads i Ginetta Junior-mesterskabets rookiekategori. Samlet fører Patrik Matthiesen rookiekategorien og er syver samlet – men mesterskabet er fortsat helt åbent, og sæsonens erklærede mål om en samlet top 3-placering er fortsat helt indenfor rækkevidde.
Patrik Matthiesens næste opgave i England er på Silverstone om tre uger.



