Massive Motorsport kronede en regnvåd tur til Djursland med tre sejre af tre mulige, og står dermed stærkt samlet med en 1-2 føring i DM forud for Grand Prix Danmark i weekenden.
Casper Elgaard fik mesterskabsføringen med, men var ikke helt tilfreds:
– Løb 2 ødelagde lidt resten. Det var synd, at jeg var det forkerte sted og fik skaden i det andet løb – men jeg går herfra med et tab på seks point til Jan, så det er vel ok. Jeg tror, jeg er tilfreds, når jeg lige får weekenden en smule på afstand, siger Casper Elgaard og drejer snakken over på Grand Prix Danmark:
– Jeg forventer en hård kamp på Jyllandsringen, for de to andre er fantastiske kørere. Det skal nok blive godt race.

For Jan Magnussen er den samlede tredjeplads et signal om, at der for alvor skal høstes point på Jyllandsringen, og derfor havde han følgende reaktioner efter Ring Djursland:
– Det var nogle rigtig gode løb, som på mange måder åbnede mesterskabet. Jeg skulle score otte point mere end Casper Elgaard per løb, og det fik jeg ikke helt til at ske. Dennis hentede en del på Casper, og jeg hentede lidt, siger han og tilføjer:
– Jeg ser meget frem til Grand Prix Danmark. Hvis TV ikke kan sælge det her, så kan ingen!

Vil være med i mesterskabskampen
En, der på alle måder forsøger at kæmpe sig tilbage i mesterskabskampen, er norske Marius Nakken. Dårlige løb i København og ligeledes svære løb på Djursland har sendt nordmanden tilbage fra en andenplads, hvilket bestemt ikke er noget Marius Nakken er tilfreds med:
– Ud fra forholdene var det rimeligt i dag, men jeg vil være med i mesterskabskampen – og så dur det ikke at køre sådan. Vi har været meget uheldige, for før København var vi på 2. pladsen, og nu er det snart tre dårlige løb i træk. Jeg glæder mig virkelig til at komme videre herfra. Jeg er glad for Jyllandsringen og mit eget hjemmeløb på Rudskogen i Norge, så jeg ser frem til de løb – og til at få det her bag mig. Vi har høje forventninger til Grand Prix Danmark, forklarer Marius Nakken.